Indlæser...

Sexhjælp i sommerregnen

Sommersex: Skift fokus fra den kolde strand til det varme bad

13:36, 31. jul 2009 | Tomas Roar

Når sommervejret skuffer, så sats på indehygge med stearinlys, kys og kærtegn. (Foto: All Over Press)
Når sommervejret skuffer, så sats på indehygge med stearinlys, kys og kærtegn. (Foto: All Over Press)

Annonce

Læsernes sexråd i regnen

Julie: Vejret har på ingen måde indflydelse på mit sexliv eller lyst! Solen gør mig sommerkåd, mens regnen er en god undskyldning for at blive i sengen hele dagen og bare nyde hinanden. Når vejret er dårligt, så skid på alle de praktiske ting, man burde gøre, for de render ingen steder. Smid tøjet, og put jer under dynen. Tænd nogle stearinlys, fyr op i pejsen, nus, kram og nyd hinanden. Bestil mad udefra, smæk en film på, og få børnene passet eller smid dem tidligt i seng! Det burde kunne hjælpe på lysten! Det gælder om at fokusere på muligheden for at isolere sig fra omverdenen og udnytte det i stedet for at ærgre sig over regnen og blæsten udenfor!

Line: Dårligt vejr påvirker mit sexliv i positiv retning - jo dårligere vejr, jo bedre grund til at blive hjemme og hygge. Så tag en ekstra time i sengen med hinanden om morgenen og nyd hinanden, lav noget nyt sammen, måske shoppe efter nyt legetøj, eller skriv en fræk novelle sammen.

Annonce

Annonce

Når sommerferien mest minder om den ruskende efterårsferie med regn i lårtykke stråler og stiv kuling fra vest, kan det være svært at holde at gejsten oppe. Drømmene om svedig sex, brune balder og luftige sommerkys er udskiftet med virkelighedens fugtige ragsokker, morgenvrissen og spildte muligheder.

Men fortvivl ej - for sexolog og parterapeut Rikke Thuesen kommer her med et par nyttige husgeråd til regnvejrsramte danskere, der mærker sexlysten falde i takt med temperaturen. Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert tøj, hvilket i denne sammenhæng betyder, at man skal skifte fokus:

Hygge
- Når vejret ikke makker ret i sommerlandet, men istedet viser våde tænder og rusker i træerne, så falder humørbarometeret også lidt - og det kan gå enten op eller ned for sexlivet, mener Rikke Thuesen.

Nogle tænker: ’Ih, hvor dejligt, for så kan vi blive under dynen, tænde op i pejsen og bare hygge med dejlig nøgenhed og sex, og slippe for overvarme, svedige kroppe, der nærmest klistrer sammen'. Andre tænker ’øv, dårligt vejr er lig med dårligt humør er lig med ingen sex.'

6 lystige råd
Hører man til den sidste kategori, så er der heldigvis råd at hente, fortæller Thuesen, der her lister gode sexråd til ulystne danskere:

1. Skift fokus:
Det er dine tanker, der bestemmer, hvordan du opfatter tingene, så hvis du opdager, at du tænker negativt, kan du heldigvis selv lave om på det. Sig til dig selv, at vejret er en mulighed for at peppe sexlivet op, og du nu netop kan blive under dynen uden at føle, du går glip af solen og strandturen.

2: Massage
Glæd dig over, at du slipper for sand mellem tænderne og andre ubehagelige steder, og forkæl dig med et langt bad og smør hinanden ind i creme, så sommerhuden får en god behandling ovenpå solens stråler og saltvand. Giv hinanden en body treatment og en dejlig massage. Nyd berøringen, duften og intensiteten, og slut af med dejlig sex.

3. Nøgen i regnen
Og prøv så at udfordre jer selv. Gå nøgne ud i sommerregnen og mærk de varme bløde dråber på huden. Det er både sjovt og spændende og lidt frækt, men bedst hvis man har sin egen have eller et andet privat sted at regnbade i...

4. Realistiske forventninger
Der er mange, som tænker at nu skal parforholdet have en saltvandsindsprøjtning i ferien, fordi man ikke har så meget tid til hinanden i hverdagen. Og det giver mange skuffelser, for man kan altså ikke rette op på måneders manglende nærvær på tre ugers sommerferie.

5. Tal sammen
Kommunikation er det bedste bud på bedre sex og bedre parforhold, så snak sammen om, hvordan I har det, hvad I ønsker, hvad I godt kunne tænke sig af nyt eller forandringer. Og tal lige ud af posen. Vi afholder os ofte fra direkte snak, fordi vi er bange for at såre og blive misforstået, og lyt så interesseret til, hvad den anden siger, i stedet for at tage det som angreb. Se det som mulighed for udvikling.

6. 20 spørgsmål til professoren
Når vi har kendt hinanden længe, er vi så sikre på, at vi kender hinanden ud og ind, men alle forandrer sig og udvikler sig, så brug en af de regnvåde sommeraftener til at lære nyt om din partner. Spørg ind til drømme, fremtid, hvilke gode egenskaber han/hun sætter pris på ved en selv, hvad der tænder, inspirerer, interesserer - og se din partner i fornyet lys

Bonusråd til børnefamilier:
- Har man børnene med i sommerhuset, er ferien ofte i deres og familiens tegn mere end i parforholdet, men børnene elsker, når de ser, at far og mor er kærlige og holder i hånd og krammer, for det giver tryghed og lærer børnene selv at være kærlige og nærværende, siger Thuesen.

Og så kan børnene lære jer at lege: Slip tøjlerne og træskoene, og leg med ungerne. Lav skattejagt, hop i trampolin, lig i græsset, tuml og kild. Gå en nattur i sommermørket og væk sanserne. Når vi leger, er vi glade og kommer i kontakt med os selv, og glæde forbedrer på mange fronter, så husker man, at ovenover skyerne er himlen altid blå... Ifølge Rikke Thuesen.

Annonce