Indlæser...

9 ting du ikke vidste om orgasmen

Bog har samlet nyttig og pirrende viden om vores evne til at opnå klimaks

18:03, 18. dec 2009 | Tomas Roar

Hov - hvad skete der lige der? Du kan lære en masse i ny orgasmebog. (Foto: Colourbox.com)
Hov - hvad skete der lige der? Du kan lære en masse i ny orgasmebog. (Foto: Colourbox.com)

Annonce

Annonce

Annonce

Føles en orgasme ens for mænd og kvinder? Og er det arveligt?

Det er blot nogle af spørgsmålene, du kan få svar på ved at læse denne artikel.

I bogen ’The Orgasm Answer Guide’, der netop er udkommet i USA, har fire sexforskere samlet videnskabelige informationer om orgasmen og omegn - både det, du altid har villet vide om orgasmen, man aldrig turde spørge om, og det, som du ikke vidste, du gerne ville vide.

1. Føles orgasmer ens for mænd og kvinder?
I 1976 fik man studerende til at beskrive deres orgasmer. Og når de kønsspecifikke ord og udtryk blev erstattet med kønsneutrale, kunne man ikke se forskel på, om beskrivelserne var lavet af en mand eller en kvinde. Nogle af ordene som blev brugt var: Ør i hovedet, et sus, lettelse og eufori. Det kan skyldes, at penis og klitoris har samme nervebaner, pudendalnerverne.

2. Hvor gammel skal man være, før man kan få orgasme?
Dette er meget omdiskuteret. Nogle mener, man først kan få orgasme i puberteten. Andre at man har muligheden også som barn, i og med at de nervebaner, der er involveret i seksuelle fornemmelser, er til stede allerede ved fødslen.

3. Er orgasmeevnen arvelig?
I forskning, hvor man sammenlignede enæggede og tveæggede tvillinger, kom man frem til, at kvinder varierede meget med hensyn til at få orgasme ved onani. Dog var enæggede tvillinger mere ens mht. orgasmefrekvens end tveæggede. Forskerne mente, dette kunne skyldes genetiske ligheder.

4. Betyder brystvorterne noget for orgasmen?
For nogle kan brystvorterne betyde noget for både intensiteten af orgasmen og muligheden for at få den. Det kan skyldes, at følelser fra kønsdelen og bryst rammer de samme neuroner i hypothalamus i hjernen. Og derfor kan følsomheden forøges, når begge områder stimuleres samtidigt.

5. Betyder orgasmen noget for undfangelsen?
Det er muligt, at kvinden lettere bliver gravid, hvis hun får orgasme. De bølgeagtige sammentrækninger i livmoderen forøger de efterfølgende sugebevægelser. Og denne ’sugeeffekt’ trækker sæden nærmere livmoderhalsen. Samtidig udskilles hormonet oxytocin, der stimulerer livmoderen til at trække sig endnu mere sammen.

6. Er erektion nødvendig for at få orgasme?
Hverken erektion eller udløsning er nødvendig. De nerver, der sender signaler fra penis til hjerne, er aktive uanset, om penis er hård eller blød.

7. Kan man få hjerteslag af orgasme?
Anstrengelsen i selve den seksuelle aktivitet har sandsynligvis mere skyld i de tilfælde, der registreres - og at 70 procent af disse typisk sker uden for ægtesengen, kunne pege på, at stress også spiller ind.

8. Kan sygdom påvirke orgasmen?
Det kan spille ind på en kvindes evne til at opnå klimaks, hvis hun får fjernet livmoderen, fordi vigtige nerver kan blive beskadiget ved operationen. Medicin og traume over operationen kan også påvirke evnen.

9. Virker Viagra på hende?
Potensmidler er blevet testet på kvinder som middel mod seksuelle problemer. Selvom medicinen medfører øget blodtilførslen til klitoris, er effekten på kvindens orgasmeevner stadig til debat.

Kilde: Foxnews.com og 'The Orgasm Answer Guide'

Annonce