Indlæser...

Sex for sjov

Bollevenner udvider den seksuelle horisont - så længe reglerne er helt klare

17:52, 09. mar 2010 | Karen Seneca

Det kan være godt med en bolleven - især hvis man kender reglerne. (Foto: colourbox.com)
Det kan være godt med en bolleven - især hvis man kender reglerne. (Foto: colourbox.com)

Annonce

Fordele
? Man er fri og lever sit eget liv. Ikke noget med at gå på kompromis, hvad enten det drejer sig om indretning, hvor meget man går i byen, eller hvem man ser.

? Der er ingen forpligtelser. En ’tak-for-sidst’-sms er nok, men daglig kontakt er ikke nødvendig. Man slipper også for familiefødselsdage, svigerforældre og andre pligtbesøg.

? Man kan flirte og score, så meget man har lyst, når man ikke er sammen med sin bolleven.

Ulemper
? Ofte vil en af parterne få følelser i klemme.

? Den nærhed, man opnår i et fast forhold, vil sjældent opstå i et bolleforhold, så det kan føles meget tomt bagefter.

? Man får lettet trykket og kan derfor være blind over for potentielle kærester, da man ikke er så sulten, som man ville være uden en fast bolleven.

Annonce

Annonce

Man har et forhold og så alligevel ikke. Man ses regelmæssigt, har sex, sover hos hinanden, stener tv sammen og hygger sig.

Men bollevenner er ikke – og bliver sjældent – kærester. Det er en praktisk foranstaltning, mens vi venter på kærligheden. Og det kan lære os noget om sex og os selv, hvis ’forholdet’ er ligeværdigt fra begyndelsen.

– Når man har et forhold, der først og fremmest handler om sex, lærer man hurtigt at finde ud af, hvad man vil have. Og sige det. Et bolleforhold er jo ikke noget uden sex, derfor udvider det ofte ens seksuelle horisont, siger Joan Ørting.

Hvor et bolleforhold ofte mangler nærhed og vilje til at lære hinanden til bunds, har det til gengæld fordele, som man kan tage med ind i et seriøst forhold.

Læs: Tilfældig sex ikke skadelig

Tænk positivt
– Det er en god øvelse i ikke at have ejerfornemmelser over sin partner. Man kan ikke tillade sig at gå og rette på en bolleven eller brokke sig over hans tøjstil. Hvis ikke man tænker positivt om sin bolleven, bliver man ikke liderlig. Og den er god at huske, når man får en kæreste, siger Joan Ørting.

– Og så lærer man at stå ved sig selv, for ens drømme behøver ikke matche bollevennens. Man kan fortælle, at man drømmer om et lille hus på landet med hønsegård og fem børn, uden bollevennen siger: ’Nej altså, jeg vil hellere bo i byen med et barn’. Der er ingen fremtid, derfor kan man tale om den uden modstand eller modargumenter.

Det vigtigste i forholdet er, at reglerne bliver lagt fra starten. Er den ene forelsket – så glem det! Det sker kun sjældent, at den anden bliver forelsket med tiden, hvis han eller hun ikke var det i begyndelsen. Især mænd skal have en form for ramt-af-lynet-følelse i sig fra starten, for at de kan blive forelsket.

Læs: Bollevenner giver bedre sex

Skævt match
Man kan sagtens sætte sig ned og besegle en aftale. Skal vi mødes på et fast tidspunkt? Hvor skal det foregå? Er det kun sex, eller kan vi gå i biografen sammen? Skal det holdes hemmeligt? Må vi gå hjem med andre, hvis vi er til fest sammen? Hvor meget kontakt skal vi have mellem sex-møderne?

– Hvis man ikke har lavet aftaler, er man lidt i ingenmandsland. Tit er der en, som føler mere end den anden i sådan et forhold, og de har især brug for at sætte nogle regler op, siger Joan Ørting.

Selv om det på overfladen kan virke frit og ukompliceret, ender bolleforhold som regel, fordi den ene part mister interessen eller finder en anden. Og den anden kan stå med kærestesorg uden at have haft en kæreste. Derfor handler det om at gå i tide, hvis du får for stærke følelser eller kan mærke, at din bolleven er begyndt at forelske sig.

For man har et ansvar, uanset hvor ’let’ det hele virker, siger Joan Ørting.

– Det er fint så længe, at begge er afklaret og lige, men hvis det ikke er tilfældet, skal man stoppe. Det værste man kan gøre, er at spilde hinandens tid.

Det siger læserpigerne:
– Enten er jeg single, eller også er jeg i et fast parforhold. Jeg dur ikke engang til one night stands, fordi jeg ikke kan isolere mine følelser og sige: ’Det er bare for sjov’. Jeg har prøvet at have en bolleven, og det gik helt galt, fordi jeg blev mere og mere forelsket i ham. Også selv om reglerne var klare fra starten: Vi skal ikke være kærester.

Men jeg begyndte at håbe alligevel, og efterhånden begyndte jeg også at blive såret, når han ikke tog med mig til fest eller ikke fulgte med i mit liv. Sex uden følelser, det er ikke mig, derfor kunne jeg aldrig finde på at have en bolleven igen.

– Jeg synes, reglerne er svære, når man ’bare boller’. Hvad så, når man er til samme fest? Virker det så, som om man er jaloux, hvis man taler med ham? Må vi gå hjem med hver sin scoring? Jeg har en nu, men synes, at det er svært at styre, for jeg vil jo gerne have, at han er vild med mig. Men jeg ved godt, at han ikke er så vild, for så ville vi jo være kærester. Jeg er ikke forelsket i ham, og jeg kan heller ikke forestille os blive gamle sammen. Det handler nok om forfængelighed. Det er rarest at være sammen med en fyr, som bare synes, at man er den skønneste i verden.

– Man kender de betingelser, man går ind til. Jeg har en elsker, der er gift, og derfor bliver det aldrig til andet. Jeg er sammen med ham for at få mit behov dækket, og jeg ved, at han er god i sengen. Jeg er ikke typen, der finder mænd i byen, så det er rart at få sex på den måde.

Læs: 50 mænd på to år var ok


Det siger læserdrengene:
– Jeg kender en pige gennem scor.dk. Vi chattede og ringede sammen og havde sex, første gang vi så hinanden. Det havde vi aftalt, hvis kemien var til det. Når vi ses, handler det om sex. Der er ikke grund til at sidde med stearinlys og rødvin. Vi ved begge, hvad der skal ske og går i gang, fra jeg står i entreen. Men jeg kan godt sove der, og vi kan også godt have en hyggedag dagen efter, hvor vi henter pizza og ligger og ser en film.

– En bolleveninde er en, man har sex med, men som man aldrig ville tage med hjem til sine forældre. Det er ens hemmelige liv. Nu lyder det groft, men det er lidt som at gå til en prostitueret. Man ringer, når man har tid og lyst, men man gør det lidt diskret, og det er ikke noget, man taler for højt om. Jeg kender en pige, som jeg ser engang i mellem. Når jeg har en kæreste, ses vi ikke, men så snart jeg er single, ved jeg, at jeg bare kan ringe. Vi har en seksuel kemi, som jeg ikke har haft med andre og laver de mest utrolige ting – som jeg aldrig ville gøre med en kæreste. Men tage hende med til mine venner eller familie? Nej tak.

Læs: Bollevenner - sådan er reglerne


Annonce