Indlæser...

Blowjob for at tage opvasken

Kærlighed uden røde tal: Drop regnskabet i parforholdet og få mere og bedre sex

20:05, 26. apr 2010 | Karen Seneca

Annonce

Annonce

Annonce

Vi starter med en ultrakort test: Hvis du har købt ind, lavet mad og gjort rent en dag, skylder din kæreste så en ordentlig tur i høet, at køre på genbrugspladsen med storskraldet eller en gang massage af dine ømme ryg?

Hvis svaret er ja, er du ikke alene. Der er – alt for – mange mennesker, der lever i et parforhold med en underliggende ’noget-for-noget’-musik, der spiller i baggrunden. En købmandsbutik med en masse ubevidste regninger og skyldnerbreve.

’Nu har jeg gjort rent på badeværelset og pudset vinduer, så bør han i det mindste få sat de hylder op, vi mangler’.

’Nu har jeg slået græsplænen og lavet ekstra god mad, så bør hun sige ja til sex i aften’.

Den indre regnskabschef ved, hvem der har givet hvad. Om der er røde eller sorte tal på bundlinjen. Og hvis ikke regnskabet går op, hober minusserne sig op, og man bliver indestængt, skuffet og straffer skyldneren ved at nægte sex og nærvær.

Men hellere undvære mad, hvis man skal betale bagefter. Hellere tage opvasken selv end at få den skrevet på sin skyldnerkonto.

Læs: Vi dyrker alle noget-for-noget-sex

Blowjob uden skyld
Sex har intet at gøre med at hente børn og andre praktiske gøremål. Sex befinder sig på et helt andet plan.

Som en ansvarlig voksen sørger man for at få ordnet praktiske ting hen ad vejen i stedet for at skabe et tuskmarked: Hvad hvis jeg skrubber toilettet, giver det så et kys? Hvis jeg tager sexet undertøj på, tager han mig så hen over spisebordet?

Det er ens eget regnskab, man glemmer at indvie partneren i. Han eller hun ved det ikke og kører måske et helt andet regnskab, der giver helt andre plusser og minusser på kontoen.

Og et sex-regnskab tager direkte lysten fra folk. ’Jeg gider ikke have sex, når vi skændtes i mandags’. ’Hvornår vil du så?’ ’Har du aldrig hørt om forsoningssex?’

Mange mister netop lysten til at bolle, fordi de ved, at der skal betales kontant ved kassen. Hvis hun giver ham et blowjob, må han også ned mellem hendes ben – eller omvendt. Får han orgasme, skylder han hende en. Og tungekysser man, er det kun fair, at man går hele vejen.

Så længe der er usagte regnskaber i et parforhold, skal man altid gå og regne ud, hvem der skylder hvad. Glem det og se, hvad livet byder på. Det kunne jo være større lyst.

Læs: Vi er alle ludere

Få rene linier
Hvis din kærlighed er blevet forvandlet til en købmandsbutik, bliver du nødt til at tage samtalen en gang for alle. Fortæl, at du værdsætter alt det, din partner gør, men da du ikke er prostitueret, vil du ikke betale af på ’gælden’.

Hvis du ikke kan lade være med at føre regnskab, så må du sige: ’Når jeg har gjort det og det, så vil jeg rigtig gerne have sex’, så kommer det i det mindste på bordet.

Kører retfærdighedsprincippet også, mens I har sex, så stop og sig: ’Du kører regnskab i sengen. Det er virkelig usexet. Lad os gøre det, der falder os ind, i stedet for at skulle gøre gengæld’.

Giv din partner massage en gang imellem uden at forvente noget bagefter.

Erkend, at I har forskellige behov. Ofte er det sådan, at når kvinden ønsker rent sengetøj, eller at græsplænen skal være klippet, tror hun, at det er et fælles behov – til alles bedste. Men det kan jo være, at hendes kæreste er fint tilfreds med at kunne lege gemmeleg i det høje græs. Han kan sagtens gøre det for at glæde hende. Og her kunne han sige: ’Jeg gør det for at gøre dig glad. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, og jeg forventer ikke sex bagefter’.

Drop også dit indre pligtregnskab. Især kvinder bærer en byrde af ’bør og burde’. For eksempel: ’Nu er der gået tre uger uden sex, så bliver jeg nødt til det’, eller ’Nu må jeg oppe mig og tage børnene med i skoven’. Du burde ikke noget – andet end at sætte pris på det, der bliver gjort for dig, sige tusind tak for dejlig mad, rose din partner og vise, at du ser det, han gør for dig.

Han tror altid, at han skal have ros, når han laver mad’. Ja og hvad så? Hvis han har behov for at blive rost i urealistiske toner, når han tager en grydeske i hånden, kræver det verdens mindste indsats fra din side. Målet må være, at begge er glade – ikke at føre lister over, hvad man synes, er latterligt eller uretfærdigt.

Annonce