Ser din kæreste lidt for meget tv, der handler om romantiske relationer?
Så er der mulighed for, at vedkommende tror på tv-seriernes fremstilling af parforhold og følgelig føler, at du og jeres forhold ikke lever op til de forestillinger.
Det fremgår af et amerikansk studie, publiceret i 'Mass Communication and Society'.
'I denne undersøgelse fandt jeg ud af, at folk, som tror på de urealistiske fremstillinger på tv, er mindre involverede i deres partner, og de føler, der er er mere attraktive alternativer,' forklarer studiets forfatter, Jeremy Osborn, ifølge sciencedaily.com.
Jo mere folk troede på tv-serierne, jo større offer/pris følte de, at deres nuværende forhold kostede dem, såsom en fornemmelse af tab af frihed, tidsspilde eller at partneren har for mange dårlige sider.
Se også: Læs: Romantiske film knuser kærligheden
Osborn håber, at man vil læse hans artikel, se på sit eget forhold og stille sig selv spørgsmål som: 'Hvor realistiske er mine forventninger, og hvor kommer de forventninger fra?'
390 gifte par deltog i studiet. De svarede blandt andet på spørgsmål om deres nuværende forhold, deres forventninger, graden af forpligtelse, og hvor meget de troede på tv-seriernes fremstillinger af kærlighedsforhold. Det blev så sammenholdt med, hvor ofte de så tv, der handler om parforhold.
Om det forholder sig sådan, at det er folk, der i forvejen er utilfredse med parforholdet, som søger flugt i romantiske forestillinger og fremstillinger, fremgår ikke.
