Sexbesatte lyver sig syge

Køllesvingeren Woods og Penis-Bjørnson har aldrig været sexafhængige, hævder sexolog

  • Har de blot svært ved at sige nej - eller er de ægte sexnarkomaner? (Foto: AP og Bonnevie)
Har de blot svært ved at sige nej - eller er de ægte sexnarkomaner? (Foto: AP og Bonnevie)

Udtrykket sexafhængighed misbruges i flæng af både medier, fagfolk og ’de ramte’ selv, mener sexologen Vivi Hollænder.

I større eller mindre grad er vi alle sexafhængige, men kun ganske få er afhængige af sex og onani i sådan en grad, at man kan tale om en decideret sygelig tilstand, altså sexafhængighed.

- En ægte sexafhængig (hyperseksuel) er så forkrøblet af tilstanden, at vedkommende, det gælder både mænd og kvinder, ofte hverken er i stand til at passe arbejde/uddannelse eller have et blot nogenlunde almindeligt socialt liv. For konstant, døgnet rundt, kredser den sexafhængiges - nøjagtig som narkomanens og alkoholikerens - tanker og gerninger om den næste lille tilfredsstillelse. Den sexafhængige bliver aldrig helt tilfredsstillet på samme vis som den bare almindeligt sexglade.

Tiger ikke syg
- En mand som fx Tiger Woods, der er i stand til at spille lange og krævende golfturneringer, er med garanti ikke sygeligt sexafhængig. Det samme gælder formentlig også danske Michael Bjørnson og mange af de amerikanske superstjerner indenfor filmbranchen, der har været i behandling for 'sexafhængighed'.

Ingen tvivl om, at de er endda rigtig glade for sex og piger, men sygeligt afhængige, så de ikke kan koncentrere sig om andet i tilværelsen, det virker de ikke til at være, mener Hollænder.

- Vi taler trods alt om mennesker, der er i stand til (også) at koncentrere sig 100 procent om deres arbejdsmæssige præstationer. Til gengæld kan det for de her mænd - fx David Duchovny, Michael Douglas, Tiger Woods, Michael Bjørnson - være svært sige nej til de mange kvinder, der byder sig til, når man er rig og berømt.

Læs: Mænd erkender sexafhængighed

Nypuritanister puster til ilden
Ifølge Hollænder er amerikanske SLLA ( slaaonline.org), hvor man som 'sexafhængig' anonymt kan henvende og få hjælp, en meget væsentlig årsag til, at kun flere og flere mennesker fejlagtigt tror, at de er mere end normalt afhængige af sex.

- Fx kan man på organisationens hjemmeside (der svarer lidt til fx Anonyme Alkoholikere i Danmark) tage en onlinetest, hvor man nærmest ligegyldig hvad, man svarer, ender op med at være sexafhængig - og derfor meget belejligt behøver professionel hjælp.

Ifølge testen er man fx sexafhængig, hvis man er i stand til at huske alle de partnere, man igennem livet har været seksuelt sammen med. For kan man det, er man sygeligt fokuseret på netop det seksuelle. Det pudsige i den forbindelse er så, at man - ifølge testen - altså også er sexafhængig, hvis man ikke er i stand til at huske alle de partnere, man seksuelt har været sammen med.

- Det er nemlig tegn på, at man har været sammen med SÅ mange, at man ikke kan huske dem alle. Der naturligvis også er sygeligt, forklarer Vivi Hollænder, der kun har hovedrysten til overs for organisationen og dens tilhængere, som hun kalder nypuritanere, der ønsker at banke almindeligt sexglade mennesker godt og grundigt oven i hovedet.

Sexologisk klinik
- Hvis en sygelig sexafhængig henvender sig til mig - altså en mand eller kvinde, hvis hele liv og hverdag er styret af sex, vil jeg straks skynde mig at henvise videre til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, hvor de er meget mere kompetente og vant til at behandle ægte sexafhængighed.

Hvis man får den rette behandling, så kan man i mere eller mindre grad, nøjagtig som med alkoholisme og narkomani, blive afhængigheden kvit.

- Men det kræver altså en målrettet og dedikeret indsats af såvel den ramte og behandlere. Det handler nemlig om at finde ind til sagens kerne, der i mange tilfælde kan have med alt andet end lige sex at gøre. Nøjagtig som det gælder for andre typer af sygelig afhængighed, siger sexolog Vivi Hollænder fra bedresexliv.dk.

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste i Sex & samliv
Hent flere
Seneste i Signes brevkasse
Hent flere