Indlæser...

Slip af med jalousien

Når ormen gnaver: Sådan takler du din egen eller din partners jalousi

20:57, 16. mar 2009 | Karen Seneca

Annonce

Hvis du er jaloux

Det er dit ansvar at arbejde med jalousien – ikke din partners.

Vær sikker på, at I har fortalt hinanden, hvor jeres grænser går, og hvad man må, når man er til fest alene og sammen. Må man f.eks. danse længe med den samme dansepartner? Det giver tryghed at vide, at I har talt om det. Når I begge kender reglerne, kan du ikke gøre mere. Stol på at din kæreste overholder dem og sæt ham eller hende fri.

Hvis din partner skal til fest, er det en god idé at planlægge en hyggelig aften for dig selv. Det afleder tankerne. Du kan du leje de film, din partner aldrig gider se, skabe hygge med stearinlys, slik, en god flaske vin og hygge med dynen over dig. Du kan også planlægge en bytur med dine venner. Så har du også oplevet noget, du kan fortælle om dagen efter.

Overnat hos en veninde eller kammerat. Så slipper du for at vågne flere gange om natten for at kontrollere, om kæresten er kommet hjem. Og din kæreste kan sove længe uden at skulle stå til regnskab for, hvor sent han eller hun kom hjem.

Hvis du alligevel ligger hjemme og er urolig, må du ringe til en god ven, hver gang du får lyst til at sms’e eller ringe til din kæreste for at kontrollere. Du kan lave en aftale med en ven om, at du må ringe uanset tidspunktet.

Sørg for at have dine egne interesser og oplevelser. Folk, der lider af jalousi, er tit mennesker, som føler, at de er uinteressante og derfor frygter, at kæresten finder en, der er mere spændende end dem.

Den bedste – men også mest vanskelige – løsning er at give fuldstændig slip på sin partner. Rejs væk en tid eller bryd med ham/hende. Så er det værste sket – det man frygtede mest af alt, og derefter kan det blive lettere at mødes og måske starte forfra med små skridt.'

HVIS DIN PARTNER ER JALOUX

Gå ikke på kompromis med dine egne værdier. Jalousien er din partners problem. Den skal du ikke lade dig tyrannisere af. Hvis man undgår at gå til en fest, fordi man ikke orker ballade, ender det med, at man lader partneren træde mere og mere over sine grænser, så man til sidst knap nok må modtage en sms.

Lad være med at lave en aftale med din partner om, at I skal sms’e i løbet af aftenen. Lad hellere telefonen blive hjemme, hvis din partner alligevel ikke kan lade være med at lave kontrolopringninger. Hvis I aftaler ’kontrol-sms’, og partneren ikke lige får svaret på en sms, eller hvis telefonens batteri løber ud, vokser mistanken: ’Er det, fordi han laver noget, han ikke må?’.

Du skal ikke sige, hvornår du kommer hjem fra en bytur eller en fest. Det kan du umuligt vide, og det er ikke rimeligt, at du skal forlade en fest, fordi din partner ikke kan tøjle jalousien.

Det er naturligt at kigge efter en flot mand eller kvinde, men lider din partner af jalousi, vil hun eller han ikke bryde sig om det. Du kan tage brodden af det ved at understrege, at nok er han eller hun flot, men han har ikke så frække øjne som dig.

Dagen efter en fest kan du gøre dig lidt ekstra umage med at vise, at du holder af din partner. Fortæl hvor dejlig han eller hun er, og hvor lykkelig du er for at være sammen med ham eller hende.

Annonce

Annonce
Jalousi er en af parforholdets værste fjender. Den, der går rundt med en evig frygt for at miste, risikerer netop at miste på grund af frygten.

Tina på 23 år kender kun alt for godt de nagende følelser af mistro og angst. Hun bor sammen med sin søn på tre og sin kæreste.

– Når jeg bliver jaloux, får jeg ondt i maven og skubber ham fra mig. Jeg ved med fornuften, at han ikke gør noget forkert, men tvivlen er der stadigvæk. Det tærer på forholdet.

Sms'er, der tikker ind
Hver dag fortæller Tinas kæreste, hvor højt han elsker hende. Han har aldrig har givet hende grund til at tro, han er utro. Alligevel får hun det dårligt, hver gang en sms tikker ind på hans mobil, og når han taler med andre kvinder.

– Jeg gør mit bedste for ikke at begrænse ham, for det kommer der ikke noget godt ud af. Men det er svært.

– Da han var på Tenerife en uge med sine venner, vågnede jeg flere gange om natten og var bange for, at han var sammen med nogen. Og når han er på arbejde, frygter jeg, han møder en. At han finder en anden, fortæller Tina.

Hendes ekskæreste havde adskillige affærer, mens de var sammen. Og han endte med at forlade hende til fordel for en anden kvinde.

– Alt faldt til jorden, da han gik fra mig. Jeg troede, jeg skulle dø.

Det er ikke sjovt
Tinas nuværende kæreste ved, hvad hun har været igennem, og gør sit bedste for at vise, han ikke er som hendes eks. Alligevel tager angsten af og til over – og med den kommer diskussionerne.

– Det sidder i baghovedet, at jeg er bange for at blive udnyttet.

– Jeg prøver på ikke at vise min jalousi, men finder i stedet småting at skændes om og fremprovokerer skænderier.

– Gid jeg stolede mere på mig selv, det er ikke sjovt at gå og være mistroisk. Og jeg er bange for at ødelægge mit forhold på det.


Annonce