Skole

Elever dyster i nyheder om krop og idealer

Elsk dig selv. Sådan lyder overskriften i Mediekonkurrencen 2018, som netop har åbnet for tilmelding. Med temaet krop og idealer giver JP/Politikens Hus, Sex & Samfund og Mary Fonden 6.-10. klasse mulighed for at forholde sig kritisk til de normer og idealer, der får mange unge til at mistrives i jagten på ’det perfekte’. Ole Kirk’s fond og Ligestillingsafdelingen i Udenrigsministeriet støtter konkurrencen.

De sociale medier flyder over med glansbilleder af det ideelle liv og den perfekte krop. Ligesom reklamer, film og musikvideoer ofte fremstiller kroppen fejlfri – og langt fra det, man ser i spejlet.

Hvad gør det konstante møde med den redigerede krop ved de unges selvopfattelse – og selvværd? Hvad er det for normer og idealer, der skaber de urealistiske forestillinger om, hvordan vores liv og krop skal se ud? Og hvordan kan man som ung gå op imod idealerne og elske (hele) sig selv?

Mediekonkurrencen, der i 2018 finder sted for femte gang, sætter fokus på krop, normer og idealer. Fra uge 9-12 i det kommende år får 6.-10. klasse landet over mulighed for at dykke ned i de journalistiske genrer og agere nyhedsredaktion med krop og idealer som omdrejningspunkt. Eleverne vælger selv, om de vil deltage i konkurrencen med en avis eller et nyhedssite.

 

Jagten på det perfekte

I 2018 er det Sex & Samfund og Mary Fonden, der er partnere på Mediekonkurrencen. Hos Sex & Samfund er man glade for at få lov til at kunne bidrage til de unges refleksioner over krop og trivsel:

”Alt for mange unge er utilfredse med deres krop – og mistrives, fordi de føler sig uperfekte. Vi er glade for at være en del af Mediekonkurrencen og ad denne vej give de unge mulighed for at undersøge og forholde sig kritisk til, hvad der skaber deres forestillinger om, hvordan man skal se ud for at være ’perfekt’ – og have det godt,” siger Bjarne B. Christensen, der er generalsekretær i Sex & Samfund.

 

Accepter dig selv og andre

At Mary Fonden har valgt at bidrage til det kommende års Mediekonkurrence skyldes ligeledes, at man ønsker at sætte fokus på et vigtigt emne:

”Med Mediekonkurrencen håber vi på at kunne starte en diskussion om mangfoldighed og tolerance blandt eleverne. At elske sig selv handler i høj grad om at kunne acceptere sig selv, som den man er – indeni såvel som udenpå,” forklarer Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Minister for ligestilling og nordisk samarbejde, Karen Ellemann, har støttet årets mediekonkurrence med 400.000 kroner og bakker aktivt op om årets fokus på krop og idealer.

”Vi ved, at unges selvværd og selvbillede bliver påvirket af det, de møder på sociale medier. Billeder af smukke kroppe og det perfekte liv kan skabe nogle urealistiske idealer for, hvordan man skal se ud som ung – og kan skabe stress og mistrivsel. Derfor skal vi aktivt sætte krop og idealer på dagsordenen hos unge – derhjemme, på skolerne og på sociale medier, og derfor støtter jeg aktivt årets mediekonkurrence,” siger Karen Ellemann.

 

Når Mediekonkurrencen løber af stablen, vil elever og lærere blive hjulpet på vej med blandt andet online-værktøjer, elevsite, hotline og undervisningsmateriale. Det hele afsluttes med en event, hvor de bedste aviser og de bedste nyhedssite kåres.

 

Se mere og tilmeld klassen på newsdesk.dk

 

FAKTA OM KROP OG IDEALER

• Hver sjette 13-årig er utilfreds eller meget utilfreds med sin krop

• Børn og unge, der ikke tænker så meget på deres vægt, er mindre ensomme

• Flere børn og unge, der er tilfredse med deres krop, vurderer, at de er en af dem, de andre gerne vil være sammen med

• Flere børn og unge, der er tilfredse med deres krop, er også glade for at gå i skole

• Flere børn og unge, der er tilfredse med deres krop, vurderer, at de er en af de dygtigste i skolen

 

(Kilde: Børnerådet og CEFU)

FAKTA OM MEDIEKONKURRENCEN

• Årets tema: Elsk dig selv - krop og idealer

• Alle 6.-10. klasser kan være med i konkurrencen – og det er gratis

• Hver klasse laver deres egen online nyhedssite og/eller avis og modtager efterfølgende 1.000 eksemplarer af avisen trykt på rigtigt avispapir

• Eleverne kan integrere filmproduktion, artikelskrivning, sociale medier, blogging, research,

reportage og interviews

• Mediekonkurrencen retter sig mod dansk, engelsk, samfundsfag, historie, geografi, kristendom, sundheds- og seksualundervisning samt familiekundskab

• Den trykte avis produceres i ’Newsdesk’ – JP/Politikens Hus’ didaktiske avisværktøj til skoleelever

• Vinderne kåres og præmieres i forskellige kategorier og aldersgrupper

• Tilmelding på newsdesk.dk

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Sport
Hent flere