Finalen

TV: Jon Dahl: Specielt at spille for sin skole

Den mest scorende landsholdsspiller for Danmark, Jon Dahl Tomasson, mærkede for første gang 'landskampsstemningen' i Ekstra Bladet Skolefodbold

ODENSE (Ekstra Bladet): Jon Dahl Tomasson har en glorværdig karriere bag sig i blandt andet Feyenoord, Villarreal og AC Milan, ligesom han på det danske landshold er den mest scorende spiller nogensinde med sine imponerende 52 mål i rødt og hvidt. En titel Jon Dahl deler med Poul 'Tist' Nielsen.

Men enhver karriere skal begynde et sted, og for Jon Dahl Tomasson, der i dag er assisterende landstræner for Åge Hareide, blev de første vigtige mål med den gyldne inderside sat ind i Ekstra Bladet Skolefodbold, hvor den evigt farlige angriber repræsenterede Munkekærskolen fra Solrød.

- Jeg har rigtig gode minder fra Ekstra Bladet Skolefodbold. Jeg nåede at spille i turneringen tre gange, og det er en speciel følelse at repræsentere sin skole. Det er noget, der kan sammenlignes med pokalkampe, fordi det altid er knald-eller-fald, og hele skolens stolthed står på spil, sagde Jon Dahl Tomasson, der torsdag uddelte medaljer og priser til de dygtige skoleelever ved finalen i Odense.

- Ekstra Bladet Skolefodbold bringer en masse godt til fodbolden. Det er så mange glade drenge og piger, der deltager, og det er det vigtigste. Men for de spillere, som måske når lidt længere i fodboldverdenen, er det ofte også første smagsprøve på store kampe, lød det fra Jon Dahl Tomasson, der selv nåede kredssemifinalen i sin tid på Munkekærskolen.

Landsholdets assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, sørgede for at uddele medaljer til Ekstra Bladet Skolefodbold. Foto: Claus Bonnerup Landsholdets assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, sørgede for at uddele medaljer til Ekstra Bladet Skolefodbold. Foto: Claus Bonnerup  

Kom til Køge
Jon Dahl Tomasson gjorde sig så godt bemærket i Ekstra Bladet Skolefodbold, at han som 16-årig fangede Køge-cheftræner Erik Rasmussens øjne. Han lokkede herefter knægten til Køge, og resten er historie. Men det er hverken resultater eller egen præstation, landsholdets assistenttræner husker den dag i dag:

- Vi gik og talte om de kommende kampe flere dage i forvejen. Vi trænede sammen efter skoletid, og vi gik højt op i at forsvare skolens farver og spille for skolens ære. Det var lidt ligesom landskampe, husker Jon Dahl Tomasson med et smil på læben.

Læs også Skolefodbold