Ekstra Bladets sportschef glæder sig til en ny sæson
11:11 - 21. aug. 2010
|
Allan Olsen
Selvfølgelig har Christian Eriksen nogle af de legendariske fidusbamser stående hjemme hos forældrene i Middelfart. (Foto: Lars Poulsen)
SELVFØLGELIG! Det kunne jo ikke være anderledes. Selvfølgelig har
Christian Eriksen spillet med i Ekstra Bladets Skolefodbold. Selvfølgelig
driblede han ind på holdet allerede i 6. klasse, og selvfølgelig har han
nogle af de legendariske fidusbamser stående hjemme hos forældrene i
Middelfart efter tryllerierne for Lillebæltskolen.
TALENTET HOS DEN nu 18-årige Ajax-spiller har alle dage været
fuldstændig ekstraordinært, og for Christian Eriksen har vejen fra
skolefodbold til A-landsholdet været ualmindelig kort. Andre har brugt lidt
længere tid; men et kig på det nuværende landshold afslører, at stort set
alle har været en tur rundt om Ekstra Bladets turnering, der i år afvikles
for 49. gang. Et bevis på, at Ekstra Bladet har været leverandør til dansk
fodbold siden 1961!
I ÅR ER VI gået sammen med DBU om at afvikle turneringen,
Velkommen til – det er et samarbejde, vi ser meget frem til. Det kan man
selvfølgelig kalde et blåt stempel, men det synes vi egentlig allerede, vi
har fået fra de mange tusinder af elever og engagerede lærere, der hvert år
er med til at gøre verdens største skoleturnering til en fest.
MERE END 25.000 piger og drenge driblede, fintede, afleverede, fightede
og scorede sig gennem turneringen sidste år, og som altid endte det med et
finalebrag i Parken. En finale, der for første gang blev spillet i foråret –
ligesom de store finaler i Champions League og Ekstra Bladet Cup – og det
forsøg var en succes.
Derfor vil årets turnering også blive spillet i både efteråret og foråret.
HER PÅ EKSTRA BLADET er vi ganske enkelt vilde med fodbold. Vi er
sponsor og mediepartner for landsholdet, hovedsponsor af Ekstra Bladet Cup,
og vi er også med, når DBU arrangerer de populære fodboldskoler. Så man kan
roligt sige, at når Danmark spiller fodbold, så spiller Ekstra Bladet med –
og vi kan dårligt vente med at komme ud og se den næste Christian Eriksen
eller Katrine Veje, der også har taget vejen fra Lillebæltskolen til
landsholdet.
VELKOMMEN til Ekstra Bladet Skolefodbold 2010/11.