Persondata politik

Jakob Poulsen: Stjernen fra Næsbjerg Skole

Landsholdets Jakob Poulsen havde karrierens første store kampe i Ekstra Bladets Skolefodbold

  • - Jakob Poulsen lykønskes af Søren Larsen efter 1-0 målet mod Sverige. Foto: Lars Poulsen
- Jakob Poulsen lykønskes af Søren Larsen efter 1-0 målet mod Sverige. Foto: Lars Poulsen
1 af 1

Instagram#skolefodbold

Skolefodbold på facebook

 

Der er mange stjernestunder på fodboldhimlen i Jakob Poulsens karriere.

'Afrika'-målet i lørdags, hvor Jakob blev matchvinder i 1-0 sejren mod Sverige og sendte Danmark til VM, må betegnes som det største. Men også andre oplevelser lyser godt op på den fodboldglade jydes nethinde. Ikke mindst de tre års deltagelse i Ekstra Bladet Skolefodbold i år'ene 1997-1999 for Næsbjerg Skole.

– Det var helt klart et højdepunkt i min skoletid. Ikke at jeg havde noget imod at gå i skole, men jeg ville hellere spille fodbold, forklarer Jakob Poulsen, der i dag brillerer for Superligaens tophold, AGF.

Og trods mere end ti år og et utal af kampe på bagen, husker Jakob stadig det stærke firkløver, der udgjorde stammen på skoleholdet tre år i træk:

– Ud over mig var det Anders Egholm (SønderjyskE), Nicolai Høgh (Esbjerg fB) og Peter Hofmann (Næsbjerg). Tre af os spiller betalt fodbold i dag, så det siger lidt om den talentmasse, vi faktisk havde på holdet.

Fed opbakning
På trods af holdets store potentiale, nåede Jakob & co. dog aldrig videre til slutrunden.

– Jeg har modtaget fidusbamsen og har den stadig liggende. Det fede var jo at spille på hjemmebane for hele skolen. Der var altid fed opbakning fra skolen – de fleste elever plejede at få fri for at se os spille.

– Vi var i en kredssemifinale, det var nok det største, men tabte så.

– Vi stødte altid ind i Fourfeldtskolen fra Esbjerg eller Bakkevejen fra Bramming, som altid gik videre fra vores kreds.

– Hele Fourfeldtskolens hold bestod af spillere fra Esbjerg fB, og de var ganske enkelt bare bedre end os, vurderer Jakob ærligt.

– Men det sidste år skulle vi være nået længere. Vi røg ud i anden runde til Sct. Jacobi Skole i Varde. Dem burde vi have slået, fortæller Jakob med en trist mine.

Holland tur-retur
Kun to år og otte dage efter den uheldige kamp debuterede Jakob Poulsen som et stjerneskud for Esbjergs førstehold i Superligaen.

– Esbjerg var den naturlige vej for os Næsbjerg-spillere. Jeg spillede ungdomsfodbold der og kendte hele klubben.

– Det var en gode base at starte fra, tæt på familien og vennerne, fortæller Jakob om de seks år i fiskerbyen, inden han røg på himmelflugt til SC Heerenveen i Holland.

Det blev desværre aldrig den store sportslige succes i Holland, selv om Jakob og kæresten var glade for landet og klubben. Om forskellen på dansk og hollandsk fodbold fortæller Jakob:

– Det hele er mere professionelt i Holland, både organisationen og tilskuermængden til kampene. Danmark er dog heldigvis ved at komme godt med.

– Den største forskel er dog måden at spille fodbold på. Det er mere mand-mand-orienteret, hvor det i Danmark er meget zoneopdækning.

Det blev til 60 kampe på to et halvt år, deraf de fleste som indskifter. Da den nye træner fortalte Jakob, at han ikke havde udsigt til mere spilletid, pakkede Poulsen tasken og vendte blikket mod sit kære Jylland. Destinationen blev Smilets By – Århus. Et klogt valg, skulle det vise sig.

Landsholdet det største
– Man skulle tro, skiftet til AGF var et skridt tilbage rent sportsligt.

– Men det viste sig at være et skridt frem, nu hvor jeg er blevet udtaget på landsholdet, siger Jakob med stolthed i stemmen.

Stoltheden er da også begrundet. Efter en god sæson i Århus og den store indsats i landskampen mod Sverige, har eksperterne stået i kø for at rose den 25-årige midtbanefighter.

– Det er en drengedrøm at spille på landsholdet og tilmed blive rost for det. Sådan vil jeg gerne spille hver gang, griner Jakob.

For står det til Jakob Poulsen, er der stadig masser af plads til flere stjernestunder på den jyske nattehimmel

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik