Kredsfinalen på Fyn var et opgør mellem øst og vest. Nemlig Kerteminde ud til
Storebælt og det absolut vestligste Strib ud til Lillebælt
18:28 - 03. nov. 2009
|
Preben Nielsen
De glade kredsvindere fra Kerteminde Skole med velfortjente medaljer om halsen. Foto: Preben Nielsen

Den store bamse skiftede plads mellem de to anførere. Nu holder den jul i Kerteminde på vej til Parken. Foto: Preben Nielsen

Solid opbakning til hjemmeholdet hjalp desværre ikke. Foto: Preben Nielsen

At være i top 16 i Danmark er også flot. Medaljerne om halsen skal nok blive gemt i mange år, trods alt. Foto: Preben Nielsen
Strib skole var i modsætning til sidste uges kamp mod Fredericia Realskole
igen i stærkeste opstilling. De to spillere, der af klasselærer og holdleder
var blevet idømt karantæne, var med på holdet igen. Det gav umiddelbart
Strib skoles holdleder flere strenge at spille på, bl.a. en styrkelse af
fløjspillet. Men det lod Kerteminde Skoles hold sig åbenbart ikke påvirke
af. De åbnede kampen bedst og pressede spillet mere og mere op på Stribs
banehalvdel.
Først mål til sidst
Stribs forsvar med krumtappen Tobias Clement holdt dog godt stand, og var
tydeligt helt bevidste om, at Kertemindes topscorer Hadi Ali ikke skulle
levnes meget plads. Ind imellem viste Strib Skole også angrebsmæssige
tænder, og især den hurtige og målfarlige Alexander Stenholdt voldte ind
imellem det stærke Kerteminde forsvar vanskeligheder. Uden at det kom til
specielt farlige situationer.
Først i de allersidste sekunder af halvlegen lykkedes det drengene fra
Kerteminde at få scoret. Det skete efter et pænt gennemspillet angreb, hvor
der kom et perfekt indlæg fra venstre side ind i Stribs straffesparksfelt og
for en gangs skyld fik Kertemindes uhyre målfarlige angriber Hadi Ali plads
og kunne heade det smukke indlæg i nettet til en ikke ufortjent føring på
1-0.
Det var en ønskesituation for det godt organiserede Kerteminde hold - l-0, ca.
10 sekunder før pausefløjtet.
Peptalk i pausen
Det gav anledning til en kraftig peptalk hos Strib. De kom da også ud til 2.
halvleg med den faste overbevisning, at det kunne vendes endnu, men
Kertemindes forsvar stod fortsat godt og solidt på banen og overlod sjældent
meget plads til Stribs angribere.
Bortset fra et par enkelte farlige opløb, hvor det lykkedes den hurtige
Alexander Stenholdt at vriste sig fri af opdækningen var det småt med
målchancer. Det lykkedes dog Strib Skole at få bolden i modstanderns mål,
men målet blev korrekt anulleret for offside.
Kerteminde Skole fik i det 47 minut fik tilkendt et straffespark, for hands i
feltet begået af Stribs solide sidste mand, Tobias Clement. Det udnyttede
Kertemindes Rasmus Schmidt. Da så Tobias Clement i samme forbindelse pådrog
sig en ti minutters udvisning, var det som om kampen var afgjort.
Satsede butikken
Bagud 2-0 og med en mand i undertal i 10 minutter så det noget håbløst ud for
Strib Skole. Fire-fem minutter efter blev der da også lukket helt, da
Kertemindes Mathias Bærentsen scorede på et godt skud fra kanten af
straffesparksfeltet.
Selvom Strib skole nu satsede hele butikken og sendte Tobias Clement op i
front, da hans udvisning var ovre, var det for sent at vende kampen.
Fuldt fortjent sejr til Kerteminde Skole, der nu spændt må vente og se, hvem
modstanderen i forårets slutkampe vil blive. Givet er det, at Parken er
rykket nærmere for de raske drenge fra Kerteminde.
Efter kampen blev der uddelt medaljer til begge hold. Den store bamse skiftede
igen opholdssted og får nu lov til at overvintre i Kerteminde. Firdusbamserne
gik til Strib skoles Frederik Andersen og Kerteminde skoles Rasmus Møller.
Fair play gik til Strib skoles målmand Nicolaj Nielsen.
Sagt efter kampen
Alexander Stenholdt om den manglende scoring
-Vi mødte bare et bedre hold, der var rigtig heldige at få scoret på et
vigtigt tidspunkt
Tobias Clement om straffesparket og udvisningen
-Det var helt uforsætligt, at bolden ramte min hånd. Jeg havde været ude ved
et indkast og på vej tilbage rammer bolden min hånd og desværre var det inde
i feltet
Casper Taul om at være tilbage efter karantæne
-Det er dejligt at kunne spille på holdet igen
Også Strib skoles holdleder Gorm Nielsen var helt på det rene med, at
Kerteminde Skoles hold i dag var bedre end hans hold. Og at sejren dermed
var fuldt fortjent.