Daneshan fra Asian Sensation spiller på Rundhøjskolens skolefodboldhold – og
han håber holdet når langt
14:57 - 19. okt. 2009
|
Sebastian Stryhn Kjeldtoft
- Daneshan deltog i Rundhøjskolens straffesparkssejr over Strandskolen. Her er han foreviget efter kampen. Foto: Per Lysdahl
X-factors stjernetrio Asian Sensation er hyperaktuelle med den nye single
‘Pigen jeg holder af’. Ekstra Bladet tog en snak med den ene af de tre
hovedpersoner, Daneshan Theivendran, der spiller for Rundhøjskolen i Ekstra
Bladet Skolefodbold.
Hej Daneshan! Tillykke med jeres seneste sejr over Strandskolen. Hvordan
gik den kamp?
- Eey! Det var en okay kamp, men vi spillede slet ikke op til vores bedste.
Strandskolen havde en rigtig god midtbane, og vi var rigtigt sløve. Jeg
havde været til kamp dagen før for AGFs mesterrækkehold, og der fik jeg en
skade. Men min holdleder sagde, at han skulle bruge mig, så jeg stillede
selvfølgelig op.
Mesterrækkehold og Skolefodbold. Hvor meget fylder fodbold egentlig i dit
liv?
- Jeg har spillet fodbold i ti år, og fodbold betyder rigtig meget for mig.
Hvis musikken går ned – som jeg ikke håber – så har jeg forhåbentlig altid
fodbolden at satse på!
Henvender folk sig til dig under kampene, fordi de ved, hvem du er?
- Ja man, det var jo det, der var så fedt mod Strandskolen! Da jeg kom på
banen råbte alle pigerne bare: ’Wow, det er Asian Sensation!”. Så viste jeg
lige min Asian Sensation-t-shirt – man skal jo lave lidt show.
Hvordan var det egentlig at blive kendt på skolen efter X-factor?
- Det var helt vildt! Når jeg kom I skolen løb folk over og krammede mig og
sagde: ”Wooow, jeg vil gerne være venner med dig. Må jeg få din autograf?”
Det var super fedt, jeg er jo gået fra at være en lille dreng fra Rundhøj,
til en stor dreng I verden!
Jeres nye single hedder ’Pigen jeg vil have’. Hvordan går det med damerne?
- Der er mange der skriver kærestebreve, og det er super fedt. De skriver
mest på Facebook, og jeg svarer dem altid. Men selvom det varmer, må man
også tage lidt afstand. Lige nu er det Asian Sensation, der kommer I første
række – kærester venter vi med.
Kan du få karrieren til at hænge sammen med skolen?
- Skolen er det allervigtigste, for man skal have en uddannelse. Derfor
bruger vi hverdagene på skolen og weekenderne på musikken. Det går: Musik og
skole, musik og skole – det passer godt sammen, og jeg kan heldigvis godt
følge med i undervisningen.
Hvad er din største oplevelse med Asian Sensation?
- Det største var nok Haderslev Festival, hvor hele Haderslev bare råbte og
hujede, når vi gik I gaden. Da vi kom ind, stod der bare 5000 og sang og
festede. Det er nok den største oplevelse.
Hvor langt når Rundhøjskolen i Ekstra Bladet Skolefodbold?
- Under X-factor, sagde jeg altid, at man skal tage et skridt af gangen. Og
sådan er det også nu. Men vi håber da alle sammen på at komme i Parken. Det
er jo derfor man stiller op i turneringen!