Suverænt sammenspil

Spændende opgør: To dygtige hold spillede elegant og god fodbold

  • Det blev til en aldeles spændende og tæt kamp, da pigerne fra Sejs Skole skulle møde pigerne fra Kjellerup Skole i dette opgør. Foto: Privat
Det blev til en aldeles spændende og tæt kamp, da pigerne fra Sejs Skole skulle møde pigerne fra Kjellerup Skole i dette opgør. Foto: Privat

Pigerne fra Sejs Skole skulle i dette opgør være værter, da de skulle møde pigerne fra Kjellerup Skole.

Hjemmeholdet kom til denne kamp med nogle sikre sejre på 9-0 over Virklund Skole og 7-0 over Bryrup Skole. Gæsterne havde vundet deres første kamp med 3-0 over Ans Skole, deres anden med 10-1 over Balleskolen og deres tredje og seneste med 4-1 over Dybkærskolen. Så begge hold havde nogle sikre sejre i bagagen. Det skulle blive meget spændende at overvære dette opgør.

Se kampfakta her.

Kjellerup Skoles Signe kæmper sig ud med bolden. Foto: Privat Kjellerup Skoles Signe kæmper sig ud med bolden. Foto: Privat
Se også: TV: Fejrede nederlag med dans

Jævnbyrdigt hele vejen
Det var to velforberedte mandskaber, der tørnede sammen. Det blev præcist så spændende, som man kunne ønske sig.

I starten var det præget af lidt nervøsitet med en del sparken væk. Det var for at undgå at komme i problemer. Men senere hen var det mere poleret spil på jorden med udeholdet, som de dominerende i første halvleg.

Her satte Sille Jensen og Signe Døssing sig efterhånden på dominansen, hvorved det blev sværere og sværere for værterne at skabe noget via korte og præcise afleveringer op i fødderne af bomstærke topscorer Marie Borne fra hjemmeholdet, som de allerfleste gange blev bremset af Emilie Petersens tætte markeringer eller af den årvågne sweeper Sara Jensen fra udeholdet.

Sejs Skoles målmand Sara stod flot i kassen. Foto: Privat Sejs Skoles målmand Sara stod flot i kassen. Foto: Privat
Se også: TV: Stod skarpest

Var i kort snor
I den anden ende fik også gæsternes topscorer Frederikke Gandrup kam til sit hår. Store, stærke og hurtige Emma Frølund i værternes bagerste kæde løb alt op. Hun satte sig igennem fra første fløjt, så det blev et første kvarter med forholdsvis få chancer og meget kamp på banens midte.

Her var udeholdet i overtal og tog teten. Det var dog uden, at det gav bonus, før hjemmeholdets forsvar svigtede i højre side efter godt 20 minutter. Det gav Frederikke Gandrup præcis den plads i feltet i medløb, som hun skulle bruge til at knalde gæsterne foran med 1-0.

Det var hendes tiende mål i denne sæson af Ekstra Bladet Skolefodbold. Så hende skal man ikke lade komme på skudhold, for hun sparker fantastisk rent på bolden, og det bryder keeperne sig ikke om. De ser den først, når den spræller i nettet bag dem.

Den stilling holdt i cirka fem minutter. Så fik værterne et frispark fem meter uden for feltet i venstre side. Maya Rasmussens spark fik målmanden Kathrine Pedersen hos udeholdet ikke hold på. Så den sprang lige ud i støvlerne på Marie Vestergaard, der fik lov til at komme først på returen og udligne for hjemmeholdet.

Det løftede humøret kendeligt hos både værterne og hos tilskuerne. Men det faldt igen blot et minut før halvlegspausen, da topscoreren hos gæsterne blev fældet i feltet med et straffespark til følge. Signe Døssing omsatte stensikkert til en føring til udeholdet med 2-1.


Se også: Presset i bund

Mere tryk på midten
Der var i begge lejre tilfredshed med indsatsen i første halvleg. Men hos hjemmeholdet valgte træneren Kenneth Pedersen at styrke midtbanen i anden halvleg for at tvinge spillet længere frem og for at aktivere topscoreren Marie Borne.

Det virkede delvist, for værterne svang taktstokken i de første ti minutter og bød gæsternes midtbane på større udfordringer end i første halvleg. Men anden del af planen mislykkedes.

Marie Borne kom aldrig til at blive den trussel, som hjemmeholdets træner gerne ville. Udeholdet havde Sara Jensen, som er en klasse i forsvaret. Hun var ikke sådan til at snyde.

Hun har fysik og hurtighed nok til at matche de fleste angribere. Og hendes blik for spillet og forudseenhed er guld værd. Hun fik standset mange tilløb til farlige situationer ved at placere sig rigtigt. Og så er hun teknisk fremragende og kommer sjældent i problemer med sine clearinger.

Der blev taget meter af Kjellerup Skoles topscorer. Foto: Privat Der blev taget meter af Kjellerup Skoles topscorer. Foto: Privat
Se også: TV: Så sig aldrig tilbage

Velfortjent sejr
En så lige kamp som denne vil meget ofte blive afgjort på marginaler eller måske tilfældigheder. Der skulle ikke meget held til for værterne, før de havde udlignet, hvilket kunne retfærdiggøres af deres bedre anden halvleg. Men det skete ikke.

Der blev ikke givet ved dørene i udeholdets forsvar, så vi fik ikke flere mål. Derved blev det den rigtige vinder set over hele kampen.

Gæsterne var en smule bedre end deres modstandere, som imidlertid havde meget stor ære af indsatsen.

Som nævnt, var det den bedste og mest spændende kamp, som den udsendte har været vidne til i denne sæson.

Måske venter der en endnu mere intens fight, når denne kamps vindere skal op mod Skåde Skoles dygtige teknikere. Her er der udsigt til en rigtig fin fodboldoplevelse i femte runde, som vi alle godt kan glæde os til.

Men gæsterne stak hjemad med en 2-1 sejr over Sejs Skole.

KAMPFAKTA:

Resultat:

Sejs Skole - Kjellerup Skole, 1-2

 

Prisvindere:
Fidusbamse:

Emma Frølund, Sejs Skole
Signe Døssing, Kjellerup Skole

 

Fairplay-håndklæde:          

Julie Plougstrup, Sejs Skole

Læs også

Læs også Skolefodbold