Skolefodbold

De tabte kasketten

Parodi: Fire røde og otte gule kort i skandale- kamp på Amager

16:57 - 07. okt. 2009 | Henrik Schou

Dommeren hev hele 12 kort op af lommen. Foto: Jan Sommer

Del

- Nu taber de da helt kasketten, sagde en forbløffet ungdomslandstræner Thomas Frank som tilskuer på sidelinjen til kampen mellem Løjtegårdsskolen og Tranegårdsskolen.

En farce uden lige gav hele 12 kort i en parodi af en 2. halvleg, hvor toget kørte helt af sporet for hjemmeholdet.

Første halvleg bød kun på et enkelt kort og få chancer i hver ende. De fysisk stærkere spillere fra udeholdet satte sig på spillet. Det brød de sig ikke om på hjemmeholdet.

Godt hjulpet af en flok tilskuere med upassende tilråb tog Løjtegårdsskolens drenge de ufine midler i brug i anden akt.

En drejebog i svinske tacklinger og bandeord kunne skrives efter denne kamp. Bolden var slet ikke i centrum. Modstanderne skulle bare saves over og ned på græsset for at suge grundvand.

Jeg er skuffet

– De var os fysisk overlegne, det kunne mine spillere ikke klare. Jeg er skuffet over dem lige nu, siger træner Kenn Kjærsgaard, der efter kampen kontant lukkede enhver debat om, at det var dommerens skyld, det gik galt.

Træneren kunne med god grund være skuffet. Det var som at styre en flok fluer i en flaske. Mod slutningen af kampen kunne det være gået helt galt. Selv de udviste spillere løb ind på banen for at brokke sig, når dommeren på ny hev kort frem.

Heldigvis kom ingen noget alvorligt til.

– Det var grimt det her i dag. Folk gik bare i flæsket på hinanden, siger U16-landsholdsspilleren Patrick Olsen fra taberholdet, der trods landstrænerens besøg til kampen alligevel konstant rodede sig ud i mundhuggeri og upassende opførsel –dog kun med et enkelt gult kort på kontoen.

– Det gik jo op i hat og briller til sidst. Vi taber hovedet, sagde Patrick efter kampen, der absolut ikke anbefalede ham til kampe i den landsholdstrup, han netop er udtaget til.

– På klubholdet i Brøndby ville vi aldrig have gjort det her. Der ville vi have spillet os ud af det. Jeg ved ikke, hvad der gik galt, siger den 15-årige nummer 10, der som otteårig skiftede fra Fremad Amager til Brøndby.

Talentjagten

Patricks video i Talentjagten er nu set af mere end 13.000 på Ekstra Bladet Skolefodbolds hjemmeside. De mange fine tricks på videoen var der ikke mange af i skolekampen. Der blev det ikke rigtig til noget farligt.

En stor arbejdsindsats over det meste af banen kunne ikke rette op på resultatet. Stjernen var ganske enkelt for alene om at kunne noget på holdet.

– Han har noget ekstraordinært. Han er god til at håndtere bolden og se spillet længere fremme i processen, siger landstræneren om talentet, der nu skal kæmpe om at komme på holdet til de to kommende landskampe i oktober.

Talentchef i Brøndby, Kim Vilfort, er også begejstret for den unge spiller

– Han er teknisk dygtig og spiller intelligent. Han skal vænne sig til at arbejde noget mere for det nu, hvor han er blevet ældre.

– Det kræver lidt mere mentalt at slå til på det højere niveau, siger talentchefen om sin kontraktspiller.

Han bakkes op af landstræneren

– Det bliver afgørende, om han vil arbejde hårdt nok til at spille med nummer 10 på landsholdet. Nu får vi se, siger han.

Søg i artikler:

Seneste i Skolefodbold

Annonce

flash!

Sport



Img