Indlæser...

Han er jaloux over drømmesex

Men jeg aner intet om det og har aldrig hørt om det fra tidligere kærester

06:00, 17. mar 2010 | Joan Ørting

Hej Joan
Jeg er blevet kæreste med en, som jeg har været sammen med tidligere. Han har for nylig gjort mig bekendt med, at jeg i søvne ligger og rører ved mig selv og laver lyde stort set hver nat.

Det er ikke et problem, når alt går godt, men har vi haft et skænderi i løbet af dagen, så er det virkelig et problem. Han bliver så ked af det og mener, at jeg godt ved, at jeg leger med mig selv, og han er sikker på, at jeg fantaserer om andre mænd. Men jeg aner intet om det og har aldrig hørt om det fra tidligere kærester.

Jeg ved godt, at det er ham, der har et problem med jalousi, men jeg ønsker jo ikke at ødelægge noget i vores forhold. Ville det være en god ide at optage det, så jeg kan få det bekræftet, for p.t. ved jeg jo ikke, om det passer.

Mvh Christina

Kære Christina
Du stoler ikke på, at din kæreste taler sandt. Han stoler ikke på, at du sover, når du rører ved dig selv. Jamen, hvordan skal I overhovedet få et forhold til at fungere?

Jeg ved ikke, hvordan I endte jeres forhold, sidst I var kærester, men det er i hvert fald sikkert, at I har et hængeparti. Var det dig, der forlod ham for en anden?

I har et ret stort problem, fordi din kæreste er langt ude i tovene med sin jalousi. Nu er han jaloux på nogle tanker, du slet ikke har, hvordan tror du så, han bliver, når du vil i byen med dine veninder, eller når du skal til julefrokost?

Jeg synes, at I skal tage denne situation meget alvorligt, og du skal sætte det krav til din kæreste, at han skal gå i terapi med sin jalousi, ellers vil du ikke have en fremtid sammen med ham.

Mange hilsner fra Joan

Annonce