Indlæser...

Jeg er alt for jaloux

08:00, 01. aug 2006 | Joan Ørting

Annonce

Kære Joan

Jeg har netop erfaret, at jeg stadig kan blive alt for jalousi. Det er jeg dødtræt af, for det kan ødelægge alt for meget.

Min mand og jeg har været kærester i 18 år. I starten af vores forhold var han utro flere gange, og for 8 år siden forlod han mig og vores nyfødte datter pga. en anden kvinde.

Vi fandt sammen igen og har nu 3 børn sammen.

Pga. fortiden er jeg utrolig skeptisk, når vi er i byen sammen og senest til en privat fest. Vi havde begge glædet os til endelig en aften uden børn, hvor vi kunne more os sammen.

Der gik ikke lang tid, før han faldt i snak med en anden kvinde, som altid henvender sig til ham, når vi er sammen hos vores fælles bekendte.

De sad tæt sammen og talte i 3 timer. Jeg blev mere og mere jaloux, følte mig ydmyget overfor de andre, følte mig overset og endte med at sidde som en sur madamme.

Da jeg endelig konfronterede ham med det, forsøgte han at være sød, og han var sgu da skide dejlig, men jeg følte bare, at aftenen var ødelagt. Han kunne godt se at 3 timer måske var for meget og mente, at han ville have pandet fyren en, hvis det var omvendt! Hvad Søren gør jeg? Er det mig der er for sippet?

Hilsen Madammen

Kære Madamme

Du og din mand havde en aftale om at more jer sammen, og derfor er det helt i orden, at du i løbet af aftenen husker din mand på jeres aftale.

Han ønsker selvfølgelig også, at I begge har det godt, men han forventer nok, at du selv tager ansvar for at hive fat i ham, hvis du vil danse, eller sætter dig på skødet af ham, når du vil have ham for dig selv.

Problemet er at du desværre ikke tager ansvar for dine egne behov. Du kommer helt automatisk til at falde ind i offerrollen, når du sidder og venter på, at han skal komme hen til dig, og kommer han ikke af sig selv, får du det fortolket til, at han er ligeglad med dig og meeeget hellere vil snakke med hende den dumme.

Jeg synes at du skal beslutte dig for at tage ansvar for dine behov og gribe fat i din mand, når du har brug for at han giver dig opmærksomhed. Det er der bestemt ikke noget galt i, tværtimod er det meget bedre at gøre det til festen, end at fortælle ham det, når I er på vej hjem, hvor tingene ikke kan laves om. Det vil han takke dig for senere.

Jeg ønsker dig et langt og lykkeligt parforhold

Mange knus fra Joan

Annonce