Indlæser...

Jeg onanerer på webcam

06:00, 07. aug 2007 | Joan Ørting

Annonce

Hej Joan
Jeg føler, at jeg er kommet i forhold til Internettet. Jeg er begyndt at bruge webcamchats meget, og her gør jeg ting for de piger, som jeg cammer med.

Jeg har blandt andet investeret i en dildo, som jeg bruger til at penetrere mig selv med. Det er ikke engang fordi, jeg synes, det er specielt rart. Jeg er også i tvivl om, hvorfor jeg gør det, når jeg ikke bliver liderlig af det. For når jeg sidder stille for mig selv en aften engang imellem, så går jeg på nettet, finder noget porno og hygger mig.

Det er meget rart, men når jeg skal til at komme, tænker jeg vildere og vildere. Først om at jeg tilfredsstiller en kvinde, giver hende orgasmer osv, men herefter går det over til dominans og lignende, hvor jeg bliver penetreret. Hver gang skal jeg også lige ind på en webcamchat, og så kommer dildoen frem, så mister jeg lidt liderligheden, stopper lidt med dildoen, men fortsætter så igen, fordi det er det, som personen på den anden side forventer.

Jeg bliver meget forvirret over disse ting, og når jeg endelig kommer, så trækker jeg mig hurtigt tilbage og fjerner alle spor. Jeg synes selv, jeg er klam bagefter og fortryder hver gang.

Det skal siges, jeg er jomfru og er kun lige blevet 18 år. Jeg vil gerne have en ende på det her. Hvordan kan jeg, når jeg bliver liderlig, fokusere mere på, hvad JEG selv ønsker at se, og hvordan undgår jeg at bukke under og gå ind og bruge de webcamchats. Jeg er træt af det. Jeg tænker tit på at smide dildoen ud, men jeg synes gode råd er dyre.

Hjæææælp

Den fortvivlede unge mand

Kære fortvivlede unge mand
Du er ikke blevet sat her på jorden for at tilfredsstille andre menneskers seksuelle behov. Sex er for din egen fornøjelses skyld, og især når det foregår over computeren. Hvis du var i et godt og fast forhold, kunne du indimellem give din kæreste en kæletur eller en orgasme, uden at du nødvendigvis behøvede at få noget igen, men nu hvor du er ung og fri, skal du passe på med at opbygge et mønster, hvor du giver seksuelle shows, fordi du tror, at andre forventer det.

De piger, der sidder og kigger på, at du penetrerer dig selv med en dildo, gør det, fordi de kan. Hvis du ikke var der, ville de hurtig finde en anden at kigge på. Du har ingen forpligtelser overfor de piger, tværtimod har du givet meget mere, end godt er.

Jeg synes, at du i en fart skal stoppe den vane, du er kommet ind i, ved ganske enkelt at tage en beslutning om, at du ikke længere sælger ud af dig selv. Din store udfordring er at kunne møde og kommunikere med piger i det virkelige liv. Du kan stadig bruge din computer til at komme i kontakt med dem, men hold dig fra sexchat og webcam. Du har meget andet at byde på end din seksualitet.

Jeg ønsker dig held og lykke med udfordringen.

Kærligst Joan

Annonce