Derfor er det den største skandale i OL-historien

Ekstra Bladets sportskommentator Jan Jensen forklarer, at OL-skandalen kunne være afblæst i 2013, men intet blev gjort, og nu er hende, der afslørede skandalen udelukket, så hvem tør fremover afsløre noget? Manden bag dopingen er også manden med ansvaret for VM i fodbold om to år

IOC-præsident Thomas Bach og Ruslands præsident Vladimir Putin er gode venner, og derfor kan Rusland ikke smides ud på trods af beviser for doping. Foto: AP
IOC-præsident Thomas Bach og Ruslands præsident Vladimir Putin er gode venner, og derfor kan Rusland ikke smides ud på trods af beviser for doping. Foto: AP

Det var ventet, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i weekenden ville påtage sig den store beslutning at udelukke Rusland fra sommerens Olympiske Lege i Rio.

På trods af mange beviser valgte de i stedet at gøre det op til hver enkelt sportsgrens forbund at bestemme, om Rusland må være med eller ej.

- Med den beslutning har IOC fuldstændig undermineret OL. De har stort set sagt, at det er tilladt at tage statsfinansieret doping, for når man ikke udelukker, så siger man ok til det. Det er den største skandale i OL-historien, siger Ekstra Bladets sportskommentator Jan Jensen.

Det har været fremme, at 30 specialforbund har været en del af den organiserede doping styret af den russiske regering, og det har via whistlebloweren Yuliya Stepanova været afsløret, hvordan det hele foregik via forfalskede urinprøver, så derfor er det ifølge Jan Jensen ufatteligt, at det ikke er endt med en udelukkelse af russerne.

- Når det ikke sker, så skyldes det, at IOC-præsident Thomas Bach er en nær ven af Vladimir Putin og det russiske styre, siger Jensen.

IOC vidste alt
Bach og Putin samarbejder med den ligeledes magtfulde Sheikh Ahmad Al-Fahad Al-Sabah, der er præsident for de nationale olympiske komitéer, er tæt på Putin og fik Bach valgt som IOC-præsident og også den irske EOC-præsident Patrick Hickey. Sidstnævnte har netop været ude og fortælle, hvor godt det er, at russerne har fået lov at deltage.

- De mennesker har kunnet styre det hele, selvom WADA har anbefalet at udelukke Rusland. Men den helt store skandale er måske, at IOC og atletik-forbundet kunne have løst det tilbage i 2013, hvor de første whistleblowere henvendte sig til Daily Mail omkring statsorganiseret doping, og sendte det videre til IOC og Wada, siger Jensen.

- Man vidste alt, men der blev ikke gjort noget ved det, siger Jensen.

Maria Sharapova bar den russiske fane ved OL 2012, men siden er både hun og Rusland kommet i problemer. Foto: AP
Maria Sharapova bar den russiske fane ved OL 2012, men siden er både hun og Rusland kommet i problemer. Foto: AP
 

I stedet kunne Rusland i fred og ro få lov at forberede sig til Vinter-OL på hjemmebane i Sochi, hvor man gik efter at få flest medaljer og også fik det.

- Vi er i gang med en slags ny kold krig, og der ser Rusland ud til at bruge sporten og sætter sig på de forskellige organisationer, som de har gjort med IOC via Thomas Bach. Derfor slipper de ud af det her, siger Jensen.

Høyer skal beslutte
Med IOC-løsnignen undgår man at straffe uskyldige russiske atleter, der ikke har været dopet, men Jan Jensen mener ikke, at man burde have taget det hensyn.

- Selvfølgelig kunne man udelukke landet kollektivt, når det er den russiske sportsminister Vitaly Mutko, der har kørt det her. Det burde man have gjort, siger Jensen.

- Nu skal for eksempel Poul-Erik Høyer som badminton-præsident tage stilling til, om han vil udelukke russerne. Hvad har han af baggrund for at beslutte det?, spørger Jensen.

Det internationale tennisforbund var hurtigt ude og give russerne lov til at være med ved OL, og man skal ikke regne med, at mange andre forbund end atletik vil udelukke Rusland som nation.

- Vi ved jo, at der har været statsdoping i 30 specialforbund, så jeg vil håbe det, men jeg tror det ikke. Man skal nok se på, hvem der er præsident i specialforbundene, og der sidder de selv på mange af posterne, og ellers har de gode venner, siger Jensen, der erkender, at der nok er enkelte sportsgrene som for eksempel håndbold, hvor doping ikke har fundet sted.

Større skandale end skandalen
IOCs afgørelse indebærer også, at russiske atleter, der tidligere har været dømt for doping, ikke kommer med. Umiddelbart lyder det jo godt, men det er det ikke.

- Det er ikke konsekvent, for så er der jo også amerikanske og tyrkiske deltagere, der ikke burde deltage, men de må godt være med, siger Jensen og peger på endnu et problem. Yuliya Stepanova, der stod frem på tysk tv og fik hele skandalen til at rulle, hun misser nemlig også OL på den bekostning.

- Hun blev jo tvunget ind i doping-systemet dengang, men stod frem med livet som indsats. Nu ønskede hun at stille op under det olympiske flag, men gud-hjælpe-mig, om IOC ikke også straffer hende, siger Jensen.

- Det er lige så stor en skandale som selve beslutningen. Hvordan får man fremover folk til at stå frem?, siger Jensen.

- Man har så inviteret hende til at komme som gæst til OL, men det er som først at pisse på hende og så bagefter sige, at hun lugter, siger Jensen.

Stepanova lever i dag under politi-beskyttelse og er bange for, at den russiske efterretningstjeneste slår hende ihjel.

Hvad med fodbold-VM?
Jan Jensen forventer ikke nye IOC-udmeldinger før OL, men efter Rio-legene trænger der til oprydning.

- Jeg håber ikke, at Nils Nyegaard og DIF stiller sig tilfredse. Der må ske noget i IOC efter det her OL, og så må man stille spørgsmålet, om det er i orden, at Rusland skal afholde VM i fodbold i 2018. Det er sportsminister Mutko, der skal styre det, og det er ham, der står bag dopingen, siger Jensen.

- Han siger, at han kæmper for en ren sport, men han har jo stået i spidsen for det, og så længe sådanne mennesker styrer sporten, så bliver det aldrig bedre, siger Jensen.

Se også: OL-helt: Holmstrøm skylder mig en million

(Arkivfotos: Mads Madsen, Preben S. Søborg, Thomas Wilmann og Lars Krabbe) Ekstra Bladet+ 90'ernes stjerner: Her er OL-heltene i dag

Vitaly Mutko er manden bag dopingen i Rusland - her er han sammen med daværende FIFA-præsident Sepp Blatter i 2015. Foto: AP
Vitaly Mutko er manden bag dopingen i Rusland - her er han sammen med daværende FIFA-præsident Sepp Blatter i 2015. Foto: AP

OL 2016 - 24. jul. 2016 - kl. 16:22 Afgørelsen truffet i OL-sag: Vil ikke udelukke Rusland

Se også: Høyer overrasket over Rusland-beslutning: Vi burde stå sammen

Se også: Trods dagens beslutning: Kun få russere kommer med til OL

Se også: De startede 387: Nu skrumper Ruslands OL-trup

Se også: Håndboldforbund vil dopingteste russere før OL

Se også: Russisk whistleblower håber på at få OL-billet tilbage

Se også: Rikke Møllers rival stritter imod: Vil omstøde OL-afgørelse

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen