Kommentar: Olympiske lænker

1

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Forleden sagde en af Danmarks Idræts-Forbunds officielle medarbejdere 'pøj-pøj' til journalisterne forud for en ro-finale.

Samme dag - ja, hver eneste dag under OL - har man i det store, olympiske pressecenter, eller i de lokale presserum ude på de olympiske arenaer i Beijing, oplevet journalister, der klapper og hujer og er fans.

Når en guldvinder kommer til pressemøde, hvad enten det er Usain Bolt, Michael Phelps eller nogle af de knap så kendte, så pifter og klapper pressen.

Det er en påstand, at en del sportsjournalister nærer en næsten besættende kærlighed til sporten. Det være sig fodbold, cykling eller ridning.

Andre journalister og medier er fascineret af den olympiske idé og dækker derfor OL mere massivt end så meget andet - og det dækkes person- og begivenhedsorienteret, snarere end ud fra klassiske journalistiske kriterier.

Når nationalmelodien spilles til ære for vinderen, så er journalisterne jævnligt blandt dem, der synger med. Til Danmarks Idræts-Forbunds reception for OL-deltagerne, sponsorer, gæster og presse i Beijing i søndags råbte alle hurra for det danske hold.

Også journalisterne.

I en aura af beundring af stjernerne er de kritiske spørgsmål og dagsordner uvelkomne.

Det bliver tydeligt under et OL, akkurat som det er i alle andre sammenhænge, hvor fans møder idoler. Når fodboldjournalister står over for Messi, Ronaldinho, Schmeichel eller Laudrup, møder de fleste af dem frem med en benovelse, der lammer tankeevnen og viljen til at spørge til bagsiden af medaljen.

Og når Michael Phelps sætter sig op på et pressepodium og joker med de amerikanske journalister, er det næsten umuligt at skære den hyggelige stemning midt over med antydning af tvivl, om han er kommet rent til sine resultater.

De Olympiske Lege er stedet, hvor nationalismen trives. Det understreges af flaget, nationalmelodien og medaljestatistikken. Og det bekræfter naturligvis kun, at OL er lige så politisk som al mulig anden masse-underholdning.

OL er også stedet, hvor ulige interesser går hånd i hånd i jagten på profit. Som når IOC-præsident Jacques Rogge hylder enerne Michael Phelps og Usain Bolt, selv om IOC's charter taler om idrættens fællesskab og OL som stedet, hvor det vigtige er at tage del - ikke at vinde.

Den slags stiller journalisterne ikke spørgsmål til. For de er bundet ind i de olympiske lænker på kryds og tværs.

Og det er vigtigt at huske, når man sidder hjemme i dagligstuen og kun har de samme journalisters beretninger om OL at holde sig til ud over de daglige transmissioner.