Kommentar: Nye OL-guder

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

GEMT BAG KULSORTE SOLBRILLER med hovedet ned mod gulvet gik Ronaldinho i går gennem Beijings lufthavn.

Hans OL-exit var blevet opdaget af dusinvis af kinesere, der vrimlede rundt om brasilianeren og tog fotos. Desuden var han garderet af sikkerhedsfolk frem til indgangen til VIP-loungen hos Air China.

Her kunne den nye Milan-stjerne sætte sig og fundere lidt over sit olympiske eventyr. Akkurat som så mange andre sportsfolk gør i disse dage og timer.

For brasilianeren blev OL ikke den triumf, han havde regnet med. Brasilien blev slået i semifinalen af de senere vindere Argentina, og nu kan Ronaldinho tage hjem til sin klub og tænke på, om han stadig går ind for De Olympiske Lege.

DEN BRASILIANSKE SUPERSTJERNE fyldte meget i dagene op til OL. Fordi FIFA ønskede, at de allerbedste spillere skulle have lov at deltage ved OL - hvilket var mod storklubbernes krav om ubetinget lydighed til gengæld for de uhyrlige lønsummer, de forsyner spillerne med.

Men fodbolden var kun én af flere sportspolitiske dagsordener i Beijing. Igen fyldte den evindelige diskussion om doping mest.

IOC-præsident Jacques Rogge lagde ud med at sige, at OL ville byde på 30-40 positive sager. Indtil videre er der kun taget en femtedel af det antal.

Det har naturligvis medført, at nogle - som kulturminister Brian Mikkelsen - kalder det for en sejr i kampen mod doping.

Andre - mere desillusionerede sjæle såsom visse sportsjournalister - mener til gengæld, at dopingen blot har taget nye former. Belægget for denne påstand er de overmenneskelige præstationer fra folk som Usain Bolt og Michael Phelps.

MEN ER DET I VIRKELIGHEDEN interessant at diskutere grænserne for sporten?

OL i Beijing har om noget understreget, at det er de grænseløse opvisninger, der fascinerer både på tv og i virkeligheden. Det var, når rekorder blev slået, og tiderne kom op på stadions storskærme eller hallernes resultattavler, at jublen steg.

Til gengæld var der relativ tavshed resten af tiden. Også når duellerne blev udkæmpet på lige, hårde vilkår. Det, der i klassisk forstand er blevet opfattet som sportens salt og krydderi, synes på vej til at blive betragtet som metervare og fyldstof.

Sporten skal levere rekorder og demonstrere supermenneskelige præstationer. Tv-publikummet skal se noget unikt - hver gang.

MED DEN UDVIKLING HAR OL været et første, men afgørende skridt i retning af sporten som det store cirkusnummer.

IOC's slagnummer i forbindelse med dopingen har været, at man vil gemme urin- og blodprøver i de næste otte år. Hvis man undervejs opdager nye testmetoder, vil man finde prøverne frem igen og analysere dem på ny for forbudte stoffer, der i dag ikke kan testes for.

Det har Jacques Rogge selv lovet, og så tror vi naturligvis på det. For selvfølgelig har IOC og Rogge da lyst til om fire-seks-otte år at demontere Usain Bolt og Michael Phelps, hvis de får mulighed for det.

Naturligvis vil IOC fælde den olympiske histories største medaljesluger. Og det er indlysende, at IOC også vil knække atletikkens mest suveræne sprinter.

Godt nok er OL-forretningen i høj grad synonym med stjernernes overmenneskelighed. Men det betyder ikke noget for idrættens sande etikere på luksushotellerne i IOC-land.

NU ER DER JO INGEN GARANTI for, at Phelps, Bolt og de andre suveræne sportsfolk er dopede. Det lader de formentlig metervare-atleterne, der er blevet knaldet før og under legene, om.

I det olympiske glansbillede er der også brug for skurke, og de roller spilles af dopede vægtløftere, græske sprintere og en mand som danske Peter Riis, der blev taget for epo inden OL-starten.

Skurkene er den ideelle modvægt til hyldesten af de store, olympiske helte. Det er disse helte, der sprænger tv-rammerne og suger massernes hyldest til sig -og sikrer økonomien i den olympiske karrusel.

Men det er vigtigt at erindre, at heltekvad sjældent fortæller den sande, fuldt nuancerede historie.