Werges klumme: En lukket fest

5

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

BELLA CENTER (ekstrabladet.dk): Bella Center i regnvejr en lørdag formiddag, når man kommer fra Metro-stationen, er uindbydende og lukket at se til.

Og i modsætning til de foregående dage i denne uge, så er indgangen tæt på Metroen lukket og låst. Man må – stadig i regnvejr, men det har IOC trods alt næppe nogen skyld i – gå hele vejen rundt om bygningerne for at nå til forsiden, og da der er et større hotelbyggeri i gang på frontsiden af Bella Center, er der lang vej i ensomhed at gå.

I øvrigt er der en fodnote omkring det hotel. Da Danmarks Idræts-Forbund i 2006, ved vinter-OL i Torino, fik tildelt værtskabet for IOC-session og –kongres, var det et slagnummer i Kai Holms mundtlige anbefaling, at i 2009 ville de IOC-delegerede kunne gå fra et femstjernet luksushotel ad en glasbro i tørvejr ind i messe-/konference-området.

Siden har der været en vis lettelse i DIF-systemet over, at løftet kun blev fremsat mundtligt, og ikke skriftligt.

IOC har lukket festen
Lettelse er der formentlig også i The International Olympic Committee efter de første 2½ dages session og kongres (sidstnævnte, der har mere idémæssig karakter, startede lørdag formiddag med, at FN’s generalsekretær Ban-Ki-Moon holdt åbningstalen).

Det er nemlig lykkedes på hidtil uset vis for IOC at lukke festen. Hvilket har irriteret mange journalister i Bella Center de første par dage. Fordi de er rejst til København og skal dække et topmøde i den idrætspolitiske verden, og det inkluderer for de fleste meget andet end blot at sidde og lytte til live-transmission fra en lukket sal.

Pressen uønsket
Det er nemlig anstødsstenen: IOC-medlemmerne mødes i en af det store Bella Centers konferencerum. Uden for det er der et lobby-område, hvor der er mulighed for dem for at få frokost, kaffe, snacks, drinks og en dyb stol at hvile ud i efter strabadserne.

Men hverken til det ene eller andet rum er der adgang for hovedparten af medierne. Før mødets start om morgenen kan fotografer – men kun nogle få udvalgte, ikke alle – gå ind og tage fotos, men de bliver bedt om at gå igen, inden selve mødet starter.

Møderne med de forskellige taler, spørgsmål og indslag – fredag for eksempel alle by-præsentationerne – bliver transmitteret direkte på et internt tv-signal. Det går også ud til hele verden via IOC’s hjemmeside (www.olympic.org ), og når man er i Bella Center, er der i virkeligheden ikke specielt bedre muligheder for at støde på et medlem af IOC, end der ville være, hvis man gik en tur ned ad Strøget i København, Kurfürstendamm i Berlin eller Rambla’en i Barcelona.

Brud med praksis
Det begrænser journalisternes muligheder for at få opfølgende svar på de spørgsmål, der måtte rejse sig i forbindelse med debatterne i IOC-salen. Og det er underligt at se i en tid, hvor politiske plus-ord ellers handler om åbenhed, gennemsigtighed, tilgængelighed og det at stå til ansvar.

Det er også et brud med praksis. Jeg var første gang til en IOC-session i 1996 i Atlanta, og har siden dækket 5-6 af slagsen – primært i forbindelse med OL, men et par gange også i forbindelse med de årlige møder i øvrigt – og jeg har aldrig set det før.

Alle andre steder har det været sådan, at IOC-medlemmerne var i en lukket sal, hvor der ikke var adgang.

De har også altid haft en form for lobby eller ’dagligstue’ at opholde sig i – men for at komme dertil har fremgangsmåden altid været, at de skulle gå gennem et rum, hvor journalisterne uden begrænsninger kunne være og opsøge dem.

De skulle med andre ord løbe en form for spidsrod gennem medie-markerne. Den disciplin udøver nogle af dem selvfølgelig med større elegance end andre, og til tider gør de det med større velvilje end ellers, alt efter sagen.

Men det har altid tidligere været sådan, at IOC-medlemmer skulle ’stå til regnskab’ over for medierne. Den tilgængelighed er væk denne gang.

I strid med intentioner
Som jeg læser formålsparagraffen for den fine presse-kommission, som IOC naturligvis har nedsat, så er det også i strid med intentionerne, at forholdene er sådan.

Nu skal man i denne tid være varsom med at oversætte i elektroniske dokumenter. Det kan de tale med om i Søren Gades departementer, så jeg vil appellere til, at enhver finder sit skole-engelske frem, når de læser paragraffen.

”Listening to the pressThe IOC Press Commission is responsible for advising the IOC and Organising Committees on the provision of the best possible working conditions for the world's written and photographic press. The Commission reviews and makes recommendations with regard to the proposed facilities and services to be provided by Organising Committees at each edition of the Olympic Games and Olympic Winter Games.”

Yderligere informationer om kommissionen kan findes her: http://www.olympic.org/en/content/The-IOC/Commissions/Press/

Neongrønne armbånd
Nu kan det selvfølgelig nemt ligne en diskussion om forkælede journalisters arbejdsbetingelser.

Det vil jeg hævde ikke er tilfældet – med begrundelsen, at der for en gangs skyld ikke er tale om, at vi ikke får gratis kaffe (det får vi nemlig, men det er så også sammen med æblerne det eneste, der ikke koster noget i Bella Centeret), men at der har været så store diskussioner på spil specielt den første mødedag, at det er et indgreb i journalisters arbejdsmetoder (om end absolut ikke i ytrings- og pressefriheden, blot for the record).

Og mens jeg har skrevet disse linjer, har Danmarks Idræts-Forbunds pressemand netop været henne og sige, at i dag, i morgen og på mandag har han/DIF sørget for, at de danske journalister kan få adgang til lobby-området.

For at vise, at vi har tilladelse, skal vi bære neongrønne armbånd, og det får mig til at føle mig som den anfører, jeg aldrig har været på fodboldbanen.

Men adgangen til de hellige haller stopper naturligvis, når IOC’s vigtigste organ, sessionen, genoptages.