Indlæser...

Kommentar: Kronprinsen i løvens gab

Ekstra Bladets chefredaktør har svært ved at se fordele i, at kronprins Frederik fredag vælges ind i IOC

09:12, 09. okt 2009 | Jan Jensen

Annonce

  • Seneste i Sport
  • Annoncørsektion

    Spil & Vind

Annonce

Annonce

I DAG BEGÅR vores kronprins sit livs største fejl. Det sker, når han aflægger ed og indtræder i Den Internationale Olympiske Komite, populært kaldet IOC. Den usikre og famlende Frederik har valgt at lytte til sine dårlige rådgivere på slottet og ikke til den sunde fornuft.

Så mens de unge, danske soldater slås for fred og demokrati i Afghanistan, vælger vores prins at træde ind i en af denne verdens mest udemokratiske organisationer.

En organisation, som så sent som i denne uge afviste at styrke arbejdet med menneskerettighederne i IOC-regi, og en organisation, som stadig blandt sine medlemmer tæller dømte kriminelle og mordanklagede generaler fra en række blodige regimer i ikke mindst Afrika.

Det er næppe mennesker, som Frederik tør invitere med hjem til te hos mor. Det er slyngler, som vi, der støtter frihed, fred og demokrati, helst så bag tremmer.

IOC ER IKKE godt selskab. De 14 dage i København har ikke overbevist os om, at der er nye og bedre tider på vej i den olympiske bevægelse. Dertil er lukketheden og indspistheden stadig for total, og det er umuligt at forestille sig, at vores kronprins har evner og mod til at ændre på den virkelighed.

Og selv går Frederik ikke forrest på nogen områder. Han har stort set ikke været til at slå et ord af under konferencen i København, og hans lakajer har optrådt som bodyguards og truet med at sortliste journalister, der vovede at stille spørgsmål. Det er sådan, man gør i diktaturer.

SOM DE ØVRIGE kongelige medlemmer af den olympiske familie vil Frederik blive misbrugt af de stærke politiske kræfter i IOC til at legitimere et foretagende, der bygger på en historisk rådden moral.

Selvforståelsen i IOC er ikke til at tage fejl af. Det så vi, da den selvhøjtidelige forsamling valgte at ydmyge den amerikanske præsident, Barack Obama. Ingen over og ingen ved siden af IOC. Det var tonen og udtrykket.

Frederik gør hverken sig selv eller dansk idræt nogen tjeneste ved at blive IOC-medlem. Hans handling gavner kun os republikanere.

Annonce