Indlæser...

Frede: Nogen ønskede, jeg fejlede

- Sådan er det i Danmark, siger OL-debutanten kronprins Frederik

07:00, 12. feb 2010 | Lars Jørgensen

Kronprins Frederik får sig en IOC-sludder med norske Gerhard Heiberg. (Foto: Steve Cuff)
Kronprins Frederik får sig en IOC-sludder med norske Gerhard Heiberg. (Foto: Steve Cuff)

Annonce

  • Seneste i Sport
  • Annoncørsektion

    Spil & Vind

Annonce

Annonce

VANCOUVER (Ekstra Bladet): Kronprins Frederik fik en fredelig dag på jobbet, da han natten til i går debuterede som medlem på IOC’s session, der afholdes på Westin Bayshore Hotel i de olympiske vinterleges værtsby Vancouver.

Den danske IOC-debutant, som har ventet i 15 år på at blive medlem, hørte på den ene olympiske beretning efter den anden og deltog i to hemmelige afstemninger.

Argentinas hovedstad Buenos Aires vandt værtskabet for IOC’s session i 2013. Og kinesiske Nanjing fik stemmer nok til blive vært for ungdoms-OL året efter.

Men selv om der ellers er nok af spørgsmål at stille til IOC’s ledelse om dopede atleter og kriminelle medlemmer af den olympiske familie, tog Frederik ikke ordet.

– Foreløbig lytter jeg og suger til mig, sagde kronprinsen til Ekstra Bladet umiddelbart efter sin debut.

– Der er en jovial og positiv stemning blandt medlemmerne, så det skal nok gå godt. Men jeg føler mig stadig meget ny og meget ung.

– Dit medlemskab af IOC har været mange år undervejs. Og der har været meget debat og kritik. Nu er du i gang. Har det været det hele værd?

– Ja, det synes jeg. Det er jo et stort skib, som sejler. Men det at være til stede inden for døren er en stor fordel frem for at stå udenfor med sin blok og telefon. Lige nu handler det dog mest af alt om at lytte og skabe kontakter og netværk.

Nye kræfter
Kronprinsen blev under stor medievågenhed optaget som medlem af IOC under den seneste session i København i oktober i fjor.

Men i de fire måneder, der er gået siden da, har Frederiks karrierevalg stort set ikke været på dagsordenen i de danske medier. Det klager han ikke over.

– Der er faldet en mere naturlig ro på nu. Jeg har brugt tiden til at genvinde mine kræfter og afvente IOC’s session og de kommende olympiske lege.

– Hvordan oplevede du den kritik, du fik af dit medlemskab i forbindelse med sessionen i København?

– Jeg er glad for, at jeg fortsatte. At jeg stod ved min beslutning. Man laver ikke paladsrevolutioner fra den ene dag til den anden. Men jeg kan udøve indflydelse i IOC. Det synes jeg også, kritikerne skal se på, siger Frederik.

Jeg ser fremad
Det nye, danske IOC-medlem opfordrer medierne til ikke kun at se det negative ved hans medlemskab.

– Jeg fokuserer mest på det positive. For mig handler det om at holde sporten så ren som muligt og at nå ud med et budskab til børn og unge om at dyrke sport. Livsstilssygdommene er meget synlige i USA og andre lande, men banker også på hjemme i Danmark.

– Men det er vel ganske naturligt, at medierne er kritiske. Det er jo trods alt ikke hver dag, en dansk kronprins bliver medlem af et foretagende som IOC?

– Jo, men efter sessionen i København undrede det mig lidt, at kritikkerne ikke kunne se længere ud i fremtiden. Lige til det sidste ønskede nogen, at det fejlede for mig. Sådan er det i Danmark. Men nu ser jeg fremad.

Annonce