Fire gange har Hanne Bechmann haft en derbyvinder. Det har ingen anden
kvindelig galoptræner præsteret. Søndag stiller Klampenborg-træneren op
med favoritten i Dansk Galopderby, og så kan forspringet til de næste på
listen øges.
Det er The Kicker, der ikke har tabt et eneste løb i denne sæson, der skal ud
på de 2400 meter. Netop distancen er det store spørgsmål. Hesten har
besejret samtlige konkurrenter men aldrig i et langt løb.
– Derbyet er åbnet, men The Kicker har vist sit talent.
– Jeg tror, at han står distancen. Hesten har et rigtig godt væddeløbshoved.
Det vil sige, at han slapper af undervejs i løbene, er cool og flegmatisk,
siger 50-årige Hanne Bechmann til Ekstra Bladet.
– Det er en hest, der ikke lader sig stresse, og jeg tror, at han er med helt
fremme i afgørelsen.
Skønt at vinde i Danmark
Det er ellers ikke, fordi at han har udseendet med sig – i hvert fald ikke
sådan sportsligt.
– Blodlinjerne siger mig, at han kan klare sig på derbydistancen, men han
ligner ikke en stayerhest. De heste plejer at have lange ben og et langt
galop. Det har han ikke, siger Hanne Bechmann.
Tre af de indtil nu fire derbysejre er redet hjem i Norge. Sidste år vandt hun
det danske derby, da Tigress Eleven choksejrede til odds 22.
– Det var forrygende at vinde herhjemme i Danmark. Det var en blåstempling af
mit arbejde. Klampenborg Galopbane er en bane med mange traditioner.
En af dem er, at der er en indgraveret plade for hver eneste derbyvinder. Nu
er der en, hvor Hanne Bechmanns navn står.
– Jeg kører ikke ligefrem hen for at kigge på den, men kommer jeg forbi, så
stopper jeg da lige og ser på den. Det er en stor tilfredsstillelse at stå
og se på pladen, siger hun.
The Kicker kan printe navnet på en ny. Hesten har løbet ni galopløb. Vundet
fem, haft tre andenpladser og en tredjeplads.
Ekstra Bladets Travnyheder:
ekstrabladet.dk/trav
