Rygtet har været ude i lang tid, men nu er det helt sikkert – Martin Kampmann
(20-5) skal i ståltrådsburet med amerikanske Johny Hendricks (13-1) ved UFC
154-stævnet i Montreal i Canada den 17. November.
Martin Kampmann skrev på sin Twitter-side: ’Nu er det officielt @UFC, kæmper mod Johny Hendricks ved #UFC154 Nov 17 i Montreal! Det bliver helt sikkert et slagsmål.’
LÆS OGSÅ: Flot anerkendelse af dansk UFC-fighter
Næstøverst på plakaten
Kampen mellem Kampmann og Hendricks er ’co-main event,’ hvilket er
amerikanernes måde at sige nummer to på plakaten.
Hovedkampen den aften forventes at blive mellem Carlos Condit, midlertidig weltervægtsmester, og franskcanadiske Georges St-Pierre. Han er den oprindelige weltervægtsmester i UFC, men har været ude med en knæskade.
Georges St-Pierre er en af Canadas mest populære atleter, og det forventes at UFC 154-stævnet uden problemer vil kunne fylde de 19.000 sæder i Bell Centret i Montreal.
TV: UFC-babe fejrer droppet voldssigtelse i bølgerne
Sejr giver mesterskabskamp
Vinder Martin Kampmann over Hendricks, så tyder alt på, at han får mulighed
for at udfordre enten Condit eller Georges St-Pierre, alt efter hvem af dem,
der får løftet hænderne i vejret efter kampen
Danskeren har først besejret Condit, men det var tilbage i 2006 i en tæt splittet dommerafgørelse. Det var Condits eneste nederlag i UFC og sidenhen er han blevet et stort navn i organisationen.
Fornylig kom det også frem, at UFC pønser på at arrangere en kamp mellem Georges St-Pierre og den suveræne middelvægtsmester, Anderson Silva.
Martin Kampmann indtager fjerdepladsen over de bedste kæmpere i weltervægtsdivisionen i UFC, mens Hendricks indtager tredjepladsen. Amerikaneren har kun ét nederlag i sin professionelle karriere, så der venter Kampmann noget af en udfordring.
