Norge går amok! Magnus Carlsen verdensmester i skak

Magnus Carlsen har de sidste 14 dage givet Norge skakfeber - fredag blev den 22-årige den næstyngste verdensmester i historien

  • Magnus Carlsen (t.h.) erobrede fredag med en remis VM-titlen i skak fra Viswanathan Anand i inderens hjemby Chennai. (Foto: AP)
Magnus Carlsen (t.h.) erobrede fredag med en remis VM-titlen i skak fra Viswanathan Anand i inderens hjemby Chennai. (Foto: AP)
1/4
Næste »

Norske Magnus Carlsen blev fredag i en alder af 22 år og 357 dage den næstyngste skakverdensmester i historien, da han opnåede remis i det 10. af 12 partier mod den forsvarende mester, indiske Viswanathan Anand. Kun Garry Kasparov var i en alder af 22 år og 210 dage yngre, da han i 1985 erobrede titlen fra Anatolij Karpov.

Efter fire remiser vandt Carlsen med hvid 5. parti og derefter med sort 6. parti. Efter endnu to remisser vandt Carlsen igen med sort 9. parti torsdag, hvor en decideret brøler af Anand - matchens største fejl - stort set blev afgørende for Carlsens titelerobring.

Nordmanden spillede hvid i fredagens 10. parti og åbnede med kongebonden, e2-e4. Anand gik ind i et af de mest veltestede og aggressive forsvar med de sorte brikker, den sicilianske åbning, med trækket c7-c5, hvorefter Carlsen valgte en rolig variant, en såkaldt anti-sicilianer.

Der blev spillet meget hurtigt fra starten af partiet, således havde begge spillere trukket 15 gange indenfor omkring 20 minutter, baseret på deres kendskab til åbningen. Derefter gik partiet ind i midtspillet, hvor Anand i en forholdsvis ukompliceret stilling - og mens et lille smil spillede om Magnus Carlsens mund - søgte at mudre vandene for at få den nødvendige gevinst.

10. parti: 1. e4, c5 2. Sf3, d6. 3. Lb5+, Sd7 4. d4, cxd4 5. Dxd4, a6 6. Lxd7, Lxd7 7. c4, Sf6 8. Lg5, e6 9. Sc3, Le7 10. 0-0, Lc6 11. Dd3, 0-0 12. Sd4, Tc8 13. b3, Dc7 14. Sxc6, Dxc6 15. Tac1, h6 16. Le3, Sd7 17. Ld4, Tfd8 18. h3, Dc7 19. Tfd1, Da5, 20. Dd2, Kf8 21. Db2, Kg8 22. a4, Dh5 23. Se2, Lf6 24. Tc3, Lxd4 25. Txd4, De5 26. Dd2, Sf6 27. Te3, Td7 28. a5, Dg5 29. e5, Se8 30. exd6, Tc6 31. f4, Dd8 32. Ted3, Tcxd6 33. Txd6, Txd6 34. Txd6, Dxd6 35. Dxd6, Sxd6 36. Kf2, Kf8 37. Ke3, Ke7 38. Kd4, Kd7 39. Kc5, Kc7 40. Sc3, Sf5 41. Se4, Se3 42. g3, f5 43. Sd6, g5 44. Se8+, Kd7 45. Sf6+, Ke7 46. Sg8+, Kf8 47. Sxh6, gxf4 48. gxf4, Kg7 49. Sxf5+, exf5 50. Kb6, Sg2 51. Kxb7, Sf4 52. Kxa6, Se6 53. Kb6, f4 54. a6, f3 55. a7, f2 56. a8D, f1D 57. Dd5, Df1 58. Dd6, De3+ 59. Ka6, Sc5+ 60. Kb5, Sxb3 61. Dc7+, Kh6 62. Db6+, Dxb6 63. Kxb6, Kh5 64. h4, Kxh4 65. c5, Sxc5, 1/2-1/2.

Anands 28. træk (Dg5) så temmelig suspekt ud, stillingen så nærmest tabt ud derefter - men en mystificeret Magnus Carlsen spillede efterfølgende for hurtigt og fandt ikke de bedste træk i forhold til at vinde partiet. Nordmanden kunne dog afvikle til et fordelagtigt slutspil, hvorefter hans forsøg på at vinde gjorde stillingen temmelig kompliceret. Efter afbytning af alt materiale kunne de to spillere dog efter knap fem timers spil give hånd som tegn på en remis og Carlsen kalde sig verdensmester efter samlet sejr på 6,5-3,5 over Viswanathan Anand.

Den bedste skakspiller i historien?
Med Carlsens erobring af VM-titlen kan diskussionen om, hvem der er historiens bedste skakspiller tage en ny drejning, især hvis nordmanden formår at forsvare sin titel i årene fremover. For hvordan vurderer man det? På talent? På VM-titler og turneringssejre? På det såkaldte ratingtal? Var Bobby Fischer et større talent end Jose Raul Capablanca?

Magnus Carlsen har lavet det højeste ratingtal nogensinde (2872), og nordmanden har stort set været højst ratet i verden siden 2010. Med sejren over Anand sætter han utvivlsomt en ny rekord i den afdeling. Men ratingtal er ikke absolutte udtryk for spillestyrke i en given situation, og desuden er der gået en vis inflation i systemet, så de stærkeste spillere i vore dage har væsentligt højere ratingtal end de bedste havde for bare 20 år siden. Hvordan ville Carlsen have klaret sig mod Mikhail Botvinnik, der erobrede VM-titlen tre gange, hvis de havde været samtidige?

De seneste par årtier har der været en vis konsensus om, at Garry Kasparov er den stærkeste skakspiller i historien. Og den legendariske aserbajdsjaner, der selv var tilstede i Chennai, har intet andet end lovord til overs for unge Carlsen, som han trænede i 2009 og 2010.

- Carlsen er en kombination af Karpov og Fischer. Han finder ind i sine stillinger, og så slipper han aldrig sit bulldog-bid. Udmattende for modstandere. Han har evnen til at vurdere enhver stilling korrekt, en evne, som kun Karpov har haft før ham, har Kasparov tidligere sagt, mens Anand også tidligere har fremhævet sin modstanders store talent.

- Hovedparten af ideerne kommer helt naturligt til ham. Han er også meget fleksibel, han kender alle mønstrene og kan spille næsten enhver position. Magnus kan bogstavelig talt næsten alt, har Anand udtalt.

Dansk træner
Carlsen blev allerede i 2004 den tredjeyngste stormester i historien, og med sejren over Anand sikrer han sig ikke blot en plads i skakkens kongerække - han tager også broderparten af en præmiesum på 2,5 millioner dollars. Carlsen vandt knap en million kroner med sejren i kandidatturneringen i foråret 2013, og der er sikkert også gode penge i hans modelarbejde for tøjmærket G-Star Raw.

Nordmanden har en dansk træner i form af den stærkeste danske stormester, Peter Heine Nielsen. 40-årige Nielsen har dog ikke sekunderet Carlsen i VM-matchen, da han tidligere har sekunderet Anand og har et mangeårigt venskab med inderen, som han ikke har villet ødelægge ved at assistere Carlsen direkte under VM-matchen i Chennai i Indien.

43-årige Anand tabte allerede i 1995 sin første match om VM-titlen i skak - mod Garry Kasparov. Den stærke inder kan generobre sin titel ved at vinde den næste kandidatturnering og udfordre Carlsen i 2015.

Læs mere om den norske skaktriumf på vg.no, hvor følelserne får frit løb. Alle partierne i matchen om skakverdensmesterskabet 2013 kan ses på eksempelvis wikipedia her.

Ubestridte verdensmestre i skak

Wilhelm Steinitz (Østrig) 1886–1894
Emanuel Lasker (Tyskland)1894–1921
José Raúl Capablanca (Cuba) 1921–1927
Alexander Alekhine (Rusland/Frankrig) 1927–1935, 1937-1946
Max Euwe (Holland) 1935–1937
Mikhail Botvinnik (Sovjet/Rusland) 1948–1957, 1958-1960, 1961-1963
Vasily Smyslov (Sovjet/Rusland)1957–1958
Mikhail Tal (Sovjet/Letland) 1960–1961
Tigran Petrosian (Sovjet/Armenien) 1963–1969
Boris Spassky (Sovjet/Rusland)1969–1972
Bobby Fischer (USA)1972–1975
Anatolij Karpov (Sovjet/Rusland) 1975–1985
Garry Kasparov (Sovjet/Aserbajdsjan)1985-1993
Vladimir Kramnik (Rusland) 2006-2007
Viswanathan Anand (Indien) 2007-2013
Magnus Carlsen (Norge) 2013-

Mellem 1993 og 2006 gjorde flere - som følge af skakpolitiske forviklinger - krav på VM-titlen, således både verdens stærkeste spiller, Kasparov, og verdensskakforbundet FIDE's egne verdensmestre.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen