Indlæser...

Seks måneders fængsel til Jones

Den detroniserede atletik-dronning Marion Jones blev fredag idømt seks måneders fængsel for at have løjet om sit doping-misbrug

18:32, 11. jan 2008 | Poul Ferdinand

Marion Jones blev fredag idømt seks måneders fængsel. (Foto: AP)
Marion Jones blev fredag idømt seks måneders fængsel. (Foto: AP)

Annonce

  • Seneste i Sport
  • Annoncørsektion

    Spil & Vind

Annonce

Sagaen om den amerikanske atletik-dronning Marion Jones' fald fra tinderne fik fredag tilføjet endnu et trist kapitel.

Det skete, da retten i White Plains, USA, idømte den tidligere femdobbelte OL-medaljevinder seks måneders fængsel, fordi hun har løjet for myndighederne om sit misbrug af steroider. Det skriver Reuters.

Dommer Kenneth Karas afsagde sin kendelse, efter Jones i oktober erkendte sig skyldig i at lyve om doping og sit kendskab til eks-manden Tim Montgomerys checkfalskneri.

Forinden havde en desperat Jones ellers tryglet om ikke at blive skilt fra sine to små børn 'selv i en kort periode'.

- Jeg beder dig om at være så nådig, som et menneske kan være, bønfaldt hun dommer Karas.

Men der var altså ingen nåde fra domstolen. Dermed må Marion Jones' deroute siges at være fuldendt, efter hun tilbage i 2000 kunne lade sig hylde som verdens største kvindelige sportsstjerne, da hun hentede tre guld- og to bronze-medaljer ved OL i Sydney.

Annonce