Brasiliens OL-præsident trækker sig efter bestikkelsessag

Carlos Nuzman trækker sig fra Brasiliens Olympiske Komité. Han er mistænkt for at have købt stemmer til Rio

Carlos Nuzman blev i sidste uge fængslet mistænkt for korruption - nu trækker han sig som præsident for Brasiliens Olympiske Komité. Foto: Zuma Press
Carlos Nuzman blev i sidste uge fængslet mistænkt for korruption - nu trækker han sig som præsident for Brasiliens Olympiske Komité. Foto: Zuma Press

Præsidenten for Brasiliens Olympiske Komité, Carlos Nuzman, har onsdag trukket sig tilbage fra hvervet som præsident i Brasiliens Olympiske Komité.

Det gjorde Nuzmans advokat på vegne af sin klient på en ekstraordinær generalforsamling i komitéen. Det skriver NTB.

Nuzman blev torsdag i sidste uge pågrebet, da han er under mistanke for at have bidraget til korruption i forbindelse med tildelingen af OL-værtskabet til Rio.

Derfor blev både Nuzman og hele Brasiliens Olympiske Komité suspenderet i fredags af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Samtidig blev den 75-årige idrætspolitiker fjernet fra koordineringskomitéen for Tokyo-legene i 2020.

Siden i fredags har han siddet varetægtsfængslet.

- I lyset af, at jeg skal være i stand til at forsvare mig selv i denne sag, trækker jeg mig som præsident i Brasiliens Olympiske Komité, lød det i det brev, som advokaten Sergio Mazzarillo læste op.

Nuzman havde allerede i weekenden varslet, at en opsigelse ville være på vej.

Politiet mener, at Nuzman i 2009 var med til at købe stemmer, da Rio blev tildelt OL i 2016.

Han er blevet afhørt af både fransk og brasiliansk politi.

Myndighederne mener, at Nuzman spillede en central rolle i forbindelse med en lyssky overførsel af to millioner dollar (cirka 12,5 millioner kroner) til senegaleseren Lamine Diack i bytte for stemmer.

Lamine Diack var i 2009 et yderst magtfuldt medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Diack var desuden præsident i Det Internationale Atletikforbund, indtil han blev fældet for korruption.

Se også: Rio's OL-chef knaldet - med otte års forsinkelse

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen