Atletik

Dopingjæger vil afsløre 'komplet forræderi' i atletik

Anden del af rapport om doping og korruption i international atletik offentliggøres torsdag og vil efter sigende være 'ødelæggende' for sportens styrende organer

  • Canadieren Richard 'Dick' Pound, som tidligere har været præsident for WADA, har stået i spidsen for granskningen af korruption og doping i international atletik. Resultatet siges at være eksplosivt. (Foto: AP).
Canadieren Richard 'Dick' Pound, som tidligere har været præsident for WADA, har stået i spidsen for granskningen af korruption og doping i international atletik. Resultatet siges at være eksplosivt. (Foto: AP).

Mens vedholdende journalister verden over er ved at få skovlen under det internationale fodboldforbund FIFA ved at afsløre et system gennemsyret af korruption, retter den canadiske dopingjæger Richard Pound torsdag et ødelæggende hug mod det internationale atletikforbund IAAF for et bedrag, som antager lignende dimensioner.

Korruption, statsautoriseret doping, lyssky pengestrømme og mafiametoder er ingredienserne i anden del af den rapport, som Pound i sin egenskab af medlem af den internationale olympiske komité er sat i spidsen for at udforme. Første del af rapporten, som er bestilt af det internationale antidopingagentur WADA, udkom før jul og sendte chokbølger gennem den internationale idrætsverden.

Granskning af russisk atletik afslørede et for de fleste ubegribeligt bedrag, hvor russiske atleter viste sig at være systematisk dopet, mens antidopingmyndighederne dækkede over det mod at ledende medarbejdere tjente store summer.

Se også: Rasende superstjerne: Hvorfor skal det gå ud over mig?

Anden del af rapporten beskæftiger sig med 'korrupte slyngler' og en lækket database over blodprofiler fra tusindvis af atletikudøvere fra hele verden. Den præsenteres torsdag klokken 15 på et pressemøde i München i Tyskland.

- Med meget få undtagelser har jeg ikke set præsidenter for internationale sportsforbund så involveret i korruption [...] som FIFA-drengene. Men det her er på sin vis værre, siger Richard Pound ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Dette handler om konkurrencernes integritet. I vil få at se, hvordan nogle slyngler har arbejdet, siger Pound og lover at sende endnu et sug gennem den internationale sportsverden med rapporten.

- Folk vil spørge, hvordan i alverden kunne dette foregå? Det er et komplet forræderi af det, som folk i ledende roller i sporten burde have gjort, siger Pound.

Se også: Alvorlige doping-anklager: Rusland har dopet systematisk

Efter den første rapport blev det russiske atletikforbund udelukket på ubestemt tid fra internationale konkurrencer og bliver kun lukket ind i varmen igen, hvis det beviseligt kan leve op til WADA's bestemmelser. Det er et alvorligt slag, idet de olympiske lege blot er otte måneder væk. Kritikere af systemet, som for eksempel den tyske journalist Hajo Seppelt, som fik den russiske atletikskandale til at rulle, vurderer dog, at præsident Vladimir Putin nok skal få sine atleter med til Rio de Janeiro i Brasilien, når det går løs.

Den nyvalgte IAAF-præsident Sebastian Coe er hårdt presset af skandalen, idet han anklages for som vice-præsident at have set gennem fingre med korruptionen og dopingbedraget. Tidligere præsident Lamine Diack er under efterforskning for at have modtaget millioner i bestikkelse for at lade dopede atleter slippe for disciplinærsager.

Adskillige atletikledere og antidopingofficials i Rusland og internationalt er fældet som konsekvens af sagen. Torsdag kan skandalen vokse og rulle endnu hurtigere.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Stine Eskildsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen