De var ene om at repræsentere Danmark i dagens kvartfinaler i Hongkong Open.
Men det gjorde de til gengæld med bravour.
23-21, 21-8 vandt Joachim Fischer og Christinna Pedersen over de sjetteseedede indonesere Kurniawan og Irawati fredag morgen.
Eneste gang danskerne var bagud var ved 1-2 i 1. sæt. Siden havde OL-bronzevinderne styr på sine modstandere. Et solidt på 10-3 blev dog formøblet, så asiaterne kunne kæmpe sig op på 16-16 og 20-20, hvor danskerne misbrugte hele tre sætbolde i træk. Nummer fire røg ved 21-20. Men herefter lykkedes det at hive to bolde i træk i hus til sætsejr 23-21.
Læs også: Se også: Skadet Tine Baun trækker sig
Fejlene blev elimineret i 2. sæt, hvor der var klasseforskel. 6-1 blev til 12-3, inden der kom gang i modstanderne, der tog fem af de næste seks point.
Men så var det også slut. Fischer og Pedersen tog herefter syv point i træk og sikrede sig sejren på den første matchbold.
Det bliver sandsynligvis de andenseedede olympiske guldvindere Zhang og Zhao fra Kina, der venter i semifinalen. Det afgøres senere fredag.
Mødes de to par, er der mulighed for dansk revanche. Fischer og Pedersen tabte semifinalen ved OL med 21-19 i 3. sæt.
