Indlæser...

Vester i comeback mod belgier

Tidligere VM-udfordrer Allan Vester møder ubesejret belgisk mester, mens Christian Bladt møder italiener ved Palm-stævnet, hvor Mads Larsen også bokser

20:41, 06. jan 2010 | Rene Simmel

Annonce

Allan Vester skal møde ubesejret belgier ved stævnet i Århus (Foto: Erik Kragh)
Allan Vester skal møde ubesejret belgier ved stævnet i Århus (Foto: Erik Kragh)
  • Annoncørsektion

    Spil & Vind

Annonce

Annonce

De to Århus-matadorer, den tidligere europamester Christian Bladt samt fhv. VM-udfordrer Allan Vester vender - ligesom hovedpersonen Mads Larsen himself - tilbage til den professionelle danske boksescene ved promotor Hans-Henrik Palms store EM-galla 30. januar i NRGi Arena.

I sin professionelle kamp nr. 46 skal Christian Bladt (34-10-1, KO 10) i ilden mod den tidligere italienske weltervægtsmester og aktuelt regerende IBF Mediterranean Champion Giuseppe Langella (17-5-1, KO 5), som kommer til Århus med en frisk sejr i november over den indtil da ubesejrede landsmand Gianluca Frezza.

Allan Vester (28-6-1, KO 5) returnerer til ringen efter en pause på knap 17 måneder, når han 30. januar konfronteres med den ubesejrede belgiske mester og regerende BeNeLux Champion i letmellemvægt Nefzi Ayoub (12-0-1, KO 2), der i sin seneste kamp i november besejrede tyskeren Andrei Rimer.

Hans-Henrik Palm havde gerne set de to store Århus-profiler gøre comeback mod hinanden, men den matchning var allerede optaget og er programsat til senere i foråret.

- For Allan og mig gælder det jo derfor selvsagt om at levere et par meget overbevisende kampe, der rigtig kan slå på tromme for ”hadets kamp” til marts, siger Christian Bladt, der ligesom Allan Vester tidligere har bokset i NRGi Arena.

Annonce