Kelly Pavlik eller Carl Froch!
De er de to store navne, som promotor Kalle Sauerland lige nu arbejder på
højtryk for at lukke en aftale med.
Selv om kalenderen står på sommerferie, har Kalle Sauerland en klar strategi
for at forhandle tingene på plads hurtigst muligt, så Mikkel Kessler
kommer i kamp igen til efteråret.
– Mit klare mål er, at vi inden for de næste to-tre uger kan underskrive en
aftale for en stor kamp til Mikkel, siger Kalle Sauerland til Ekstra
Bladet.
Hvordan ser du på mulighederne lige nu?
– Det er svært at sige. Jeg taler med Pavlik-lejren, men skal tirsdag (i dag,
red.) have et telefonmøde med Frochs promotor (Eddie Hearn, red.). Jeg er
meget klogere i løbet af nogle få uger, siger Kalle Sauerland.
Læs også: Se også: Efter point-sejr : Jeg vil møde Kessler
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger peger pilen lige nu mest mod Kelly Pavlik.
Dels fordi det giver rigtig god mening, hvis Kessler på ny skal føres frem i
USA. For Pavlik er et rigtigt stort navn med en tv-aftale hos HBO. Læg
dertil, at Kalle Sauerlands gode ven Ken Hershman har en fremtrædende
rolle hos HBO.
Det var netop Hershman, som Kalle Sauerland lavede Super Six-turneringen med
for et par år siden. Dengang var han hos HBO-konkurrenten Showtime.
Som et led i Kalle Sauerlands planer var det perfekt, at Kelly Pavlik natten
til søndag vandt en pointsejr over Will Rosinsky.
Indsatsen var ikke overbevisende, men der var ikke tvivl om sejren til The
Ghost, Spøgelset, som Kelly Pavlik omtales i USA.
– Jeg fulgte selvfølgelig med, og det var positivt, at Pavlik vandt over
Rosinsky, slår Kalle Sauerland fast.
Imponerende rekordliste
Den 30-årige amerikaner, der er tidligere verdensmester i mellemvægt, har en
imponerende rekordliste. Han vandt de 34 første kampe som professionel.
Det første nederlag kom i 2008, da han i en ikke-titelkamp tabte til
veteranen Bernard Hopkins.
Siden mistede han sit WBO- og WBC-bælte i mellemvægt til Sergio Martinez. To
titler han nåede at have i næsten tre år.
Kelly Pavlik-lejren har udelukket, at Andre Ward kan blive den kommende
modstander. Til gengæld er promotor Bob Arum positiv over for en kamp mod
Mikkel Kessler.
– Vi er interesserede i store kampe. Her ser vi enten Carl Froch eller Mikkel
Kessler som næste mulighed, siger Bob Arum, der ikke går så meget op i, at
en kamp mod Mikkel Kessler bliver uden en titel på spil.
– Titler betyder ikke så meget mere. Der er gode boksere med titler, men vi
vil bare gerne have en stor kamp næste gang, tilføjer han.
– Hvis vi får en aftale med Pavlik, vil det være en meget stor kamp, selv om
der ikke står titler på spil, mener Kalle Sauerland.
Hvis Kalle Sauerland og Bob Arum kan komme overens om en aftale, kan Madison
Square Garden i New York være stedet, hvor Pavlik og Kesslers mødes til
oktober.
Det var i går ikke muligt at træffe Mikkel Kessler for en kommentar.
