Den forhenværende verdensmester i tre forskellige vægtklasser, Hector 'Macho'
Camacho døde lørdag på et hospital i Puerto Rico af de skudsår han pådrog
sig, da han tirsdag aften blev skudt i hovedet udenfor en bar i San Juan.
I de tidligere morgentimer fik Camacho, som allerede torsdag blev erklæret hjernedød, hjertestop, og kort tid efter, blev der slukket for respiratoren. Det bekræfter Dr. Ernesto Torres overfor Reuters.
Camachos mor, Maria Matias, gav fredag tilladelse til at afbryde behandlingen, men ifølge Hector Camachos tidligere kollega, Victor Callejas, var Matias sønderknust, da sønnen drog sit sidste åndedrag.
Se også: Læs også: Mor og søn slås om skudt boksers liv
- Familien er knust, siger Callejas, mens moderen midt i sorgen erkendte det uundgåelige.
- Jeg mistede min søn for tre dage siden, han var kun i live på grund af en maskine, sagde hun fredag aften.
Camacho blev skudt i hovedet af en eller flere ukendte gerningsmænd, da han tirsdag aften sad i en bil sammen med vennen Adrian Mojica Moreno udenfor en bar i San Juan. Moreno var dræbt på stedet, og efterfølgende fandt politiet adskillige poser med kokain i bilen.
Familien ønsker nu at bringe liget til New York, hvor Camacho, der voksede op i Harlem, ønskes begravet.
Se også: Læs også: Bokselegende hjernedød efter skuddrama
Trods store problemer med blandt andet alkohol og stoffer lykkedes det i 1980'erne Hector Camacho at blive verdensmester i tre vægtklasser. Siden blev han idømt syv års fængsel for indbrud, men endte med blot at afsone to uger.
