Persondata politik

Holyfield: Vil møde Brian i København

Den 47-årige amerikaner er frisk på en lille tur til København for at møde Brian Nielsen. - Jeg kan ikke vente et år, for så er jeg stoppet, siger Evander Holyfield til ekstrabladet.dk

  • Jeg kommer gerne til København for at møde Brian Nelsen, siger Evander Holyfield (Foto: AP)
« Forrige
Jeg kommer gerne til København for at møde Brian Nelsen, siger Evander Holyfield (Foto: AP)
1 af 2
Næste »
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.
 

– Brian Nielsen? Comeback?? Mod mig???

Det var en tydeligt overrasket Evander Holyfield, Ekstra Bladet traf over telefonen sent i aftes, efter nyheden om den danske boksebamses kickstart af karrieren slap ud.

Den 47-årige amerikaner har ikke været i ringen siden nederlaget til russiske Valuev 20. december 2008, så Holyfield var ualmindeligt interesseret i at vide, hvornår den danske sværvægtskæmper egentlig sidst havde optrådt i bar overkrop.

– Har han ikke bokset siden 2002? Det var interessant, lyder det fra Holyfield, der ikke har hørt om Team Sauerlands planer med den mægtige dansker.

– Det er helt nyt for mig, det du fortæller, men selvfølgelig er jeg klar til at møde Nielsen. Det lyder som en ’great fight’. Hvornår skulle en sådan kamp bokses?

– Brian Nielsen skal vel nok lige bokse en kamp eller to, før han er klar til at møde dig, så mon ikke det kunne være om et års tid?

– Om et år? Så længe kan jeg ikke vente, for der tror jeg, jeg er stoppet. Kom med ham om et halvt år, så tager vi den kamp.

– Personligt vil jeg være klar til at møde ham allerede om en måneds tid, men til at starte med må Kalle Sauerland jo lige ringe til min promotor, griner den lettere overrumplede Evander Holyfield.

Velkommen tilbage, Brian
– Jeg er 47, men tag ikke fejl, jeg er klar til at bokse, lyder det selvsikkert fra Holyfield.

Amerikaneren, der i lighed med Brian Nielsen har mødt Mike Tyson – endda hele to gange – har bokset sine seneste tre kampe uden for USA, mens de foregående 36 blev bokset i Guds eget land.

Og Holyfield har det faktisk fint med at bokse på udebane. Således også mod Brian Nielsen. Hvis – eller når – århundredets danske boksecomeback bliver en realitet.

– Jeg har aldrig været i København, aldrig været i Danmark, så det vil jeg nyde, hvis det ender med, at vi skal bokse der. Det passer mig fint at komme ud i verden og se noget andet, end jeg plejer.

– Er der en stor arena, vi kan bokse i, hvis det bliver i København?

– Det største stadion hedder Parken, og der kan vel klemmes 30.000-40.000 tilskuere ind til en boksekamp.

– Parken Stadium med 40.000 tilskuere. Det lyder fantastisk. Den tager jeg. Men husk lige at fortælle Kalle Sauerland, at han skal ringe til min promotor, ikke? Og hils Nielsen og sig ’velkommen tilbage’ til ham.

– Det er altid hyggeligt, når de gamle drenge igen tager boksehandskerne på, siger Evander Holyfield til Ekstra Bladet.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Stine Eskildsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik