Bokser til instruktør: Du er ret fræk!

Ahmed Kaddour har et par hårde ord til en amerikansk filmskaber, inden han går i ringen til Fight Night lørdag aften i Frederikshavn

  • Foto: Ole Lind
Foto: Ole Lind
1 af 1

EKSTRA Sport og spil

Hent flere

 

Lørdag aften stanger dansk-libanesiske Ahmed Kaddour øretæver ud for penge på Fight Night i Frederikshavn, hvor han møder englænderen Max Maxwell.

Den 30-årige Aarhus-bokser gad også godt dele en verbal øretæve ud til den amerikanske filmskaber, der har sat mellemøstlige temperamenter i brand med sin film ’Innocense of Muslims’.

– Hvis han var her, ville jeg sige: Du er ret fræk!

– Du er virkelig modig, når du laver så falsk en film og narrer folk med en historie, der viser muslimer og kristne som fjender, der ikke kan leve sammen. Det er totalt løgn. Den film er fuldstændig unreal, siger bokseren, der har tilbragt 12 år af sit voksne liv i USA og bestemt ikke kan lide at se sit andet eller tredje hjemlands ambassader angrebet.

– Alt det der med at skyde hinanden og brænde det amerikanske flag og råbe og skrige gør jo ingen god gerning. Det bliver kun værre. Jeg vil opfordre folk til demonstrere stille og roligt uden at nogen kommer til skade, siger Kaddour.

Ikke helt rettroende
Men basalt set forstår Kaddour –  som så mange andre muslimer –  ikke, hvad den film skal til for. Ligesom han ikke forstod, hvorfor Jyllands-Posten i 2006 skulle tegne Muhammed med en bombe i sin turban. Det, selv om Kaddour indrømmer, at han ikke er den mest rettroende muslim, der findes.

– Jeg er opdraget som muslim, men jeg beder ikke fem gange om dagen, og faster osv. og ingen sex før ægteskab, det har jeg brudt for mange år siden. Som bokser har ramadanen altid ligget på et tidspunkt, hvor jeg enten har været ude at rejse eller i træningslejr op til en vigtig kamp.

– Jeg ved godt, at man siger, at så kan jeg bare faste senere, men det har jeg ikke gjort, og en dag skal jeg måske stå til regnskab for det. Men jeg får det ikke dårligt over, at jeg ikke er en perfekt muslim. Vi laver alle fejl, og ingen er perfekte, siger bokseren.

Hvis du alligevel ikke lever 100 procent efter, hvad der står Koranen, kan det så ikke være lige meget, om andre folk har lyst til f.eks. at tegne Muhammed?

– Hør her: Jeg har gået i folkeskole som alle andre, teknisk skole, jeg blev uddannet maskinindustritekniker, og jeg har stået i lære ude hos Nobel Cigar i Højbjerg! Efter det blev jeg uddannet brandmand i beredskabskorpset! Så mere dansk tror jeg ikke, jeg kan blive.

– De tegninger var efter min mening bare chikane. Vi bor i Danmark, og vi har ytringsfrihed. Jeg synes bare, det er tarveligt, at man som muslim skal have at vide, at man er et problem, at vi er terrorister, når man i stedet kunne gøre Danmark til et bedre sted at bo.

– For min skyld må de tegne, hvem de vil, men at sige, at det var sådan vores profet så ud, er jo provokation. Jeg ville jo heller ikke tegne en fisk og sige, at sådan så Jesus ud. Det er ikke rigtigt, siger Kaddour.

Bøf og danske kartofler
Han skal lørdag igen stå til regnskab i bokseringen –  og sender derfor en tanke opad.

– Jeg beder til Gud, at jeg vinder og forlader ringen uskadt og kommer godt hjem. Og så glemmer jeg alt uden for ringen. Jeg ser eller hører ikke andet end min modstander.

– Jeg har da sommerfugle i maven. Det er kun godt, det gør mig ekstra tændt. Jeg vil altid kæmpe. Du skal skyde mig, før jeg lægger mig ned. Den indstilling har jeg haft, helt fra da jeg startede boksning, siger Kaddour, inden han kommer tilbage til det med religionen:

– Jeg er ikke politiker eller imam. Jeg er dansker og libaneser, jeg er bokser, jeg bor i Denmark. Og jeg elsker vores samfund i forhold til mange andre lande. Nu tror jeg sgu, jeg skal ned og have en rigtig god bøf og nogle danske kartofler! Jeg bliver helt sulten af sådan en snak.

Læs også: Sauerland: Kessler bokser for æren

Programmet lørdag aften

Patrick Nielsen (15-0, 8 KO) vs Jose Yebes (Spain) (11-2-1, 5 KO)
(WBA-intercontinental titel i mellemvægt)

Cecilia Braekhus (20-0, 5 KO) vs Anne-Sophie Mathis (26-2, 22 KO)
(VM-kamp i weltervægt hos WBA/WBC/ WBO)

Torben Keller (4-0-1, 1 KO) vs Laszlo Szekeres (11-18-4, 2 KO)

Ahmed Kaddour (25-2-1, 10 KO) vs Max Maxwell (15-11-3, 3 KO)

Dennis Ceylan (debut) vs Artsem Abmiotka (5-1-1, 5 KO)

Chris Eubank Jr (5-0-0, 2 KO) vs Tadas Jonkus (8-11-1, 5 KO)

Erik Skoglund (11-0, 6 KO) vs Ricardo Marcello Ramallo (9-3, 8 KO)

Simen Smådal (2-0, 1 KO) vs Mile Nikolic (8-14, 4 KO)

Alexander Hagen (debut) vs Nikola Matic (5-16, 3 KO)

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik