Boksning

Mogens Palle snydt for 30 mio. kr.

- Retssystemet har svigtet, siger Mogens Palle, der har fået domstolenes ord for, at han har pengene til gode - men han får dem ikke

  • Mogens Palle står med en lang næse, for han ser ikke en krone af de 30 mio. kr., han havde fået tilkendt i erstatning. (Foto: Thomas Sjørup)
Mogens Palle står med en lang næse, for han ser ikke en krone af de 30 mio. kr., han havde fået tilkendt i erstatning. (Foto: Thomas Sjørup)

30.766.000 kr.!

Boksepromotor og manager Mogens Palle burde sidde med det store smil på læben, efter han har fået domstolenes ord for at have vundet en retssag mod Ciac, der var de daværende ejere af tv-kanalen DK4.

Men Mogens Palle står i stedet med en lang næse, for han ser ikke en krone af de 30 mio. kr., som han ellers er tilkendt i erstatning efter en dom i Glostrup Ret 31. august i år.

I dag sidder den 75-årige promotor tilbage med advokatregninger, som han nu selv må afregne.

- Retssystemet har på en eller anden måde spillet lidt fallit, når jeg vinder en retssag og ikke får en krone, fordi selskabet bare kan melde sig konkurs, siger Mogens Palle i dagens udgave af Ekstra Bladet.

Kessler-kampe
Forhistorien er, at Ciac tilbage i 2007 lagde sag an mod Mogens Palle og krævede 27 mio. kr. i
erstatning, fordi de mente, at promotorens tv-aftale med DK4 var blevet misligholdt.

Stridens kerne var Mikkel Kesslers kampe mod Librado Andrade og Joe Calzaghe. Mogens Palle havde en tv-aftale med DK4, men tv-rettighederne til de to kampe blev solgt til andre boksepromotorer. De solgte dem siden videre til andre tv-stationer.

Derfor følte DK4 sig snydt og opsagde tv-aftalen med Team Palle. Mogens Palle kom med en modreaktion og krævede 25 mio. kr. for mistede tv-indtægter, fordi aftalen med DK4 først stod til udløb med udgangen af 2009.

Fuldstændig til grin
Allerede tidligt i forløbet var Mogens Palle klar over, at den økonomiske gevinst i tilfælde af en sejr hang i en tynd tråd. Derfor troede han, det var en trumf, da han foreslog, at parterne hver deponerede 25 mio. kr., som vinderen siden kunne hæve, når dommen var afsagt. Men det blev afvist.

- Jeg forstår simpelt hen ikke, at retssystemet tillader, at en virksomhed som Ciac får lov at føre en omkostningskrævende retssag, når selskabet meget længe har været i store økonomiske vanskeligheder, siger en fortørnet Mogens Palle .

Hans advokat Niels Wegener tilføjer:

- Det her er fuldstændig til grin og et mærkeligt etisk grundlag at føre sager på. Ciac har optrådt totalt useriøst i denne sag.

Ciac er i dag under tvangsopløsning, fordi selskabet ikke har afleveret regnskaber fra 2008.

Sagen kort

24. marts 2007: Mikkel Kessler bokser mod Librado Andrade i Parken. Erhvervsmanden Hans Henrik Palm står som promotor for stævnet i stedet for Mogens Palle, og derfor mister DK4 tv-rettighederne til kampen. DK4 mener, at Palle overdrager rettighederne til Palm for at slippe ud af aftalen med DK4.

23. september 2007: DK4 ophæver kontrakten med Mogens Palle, fordi Palle ifølge DK4 på forhånd sælger tv-rettighederne til Calzaghe-Kessler-kampen til Frank Warren og på den måde igen omgår DK4.

1. oktober 2007: DK4 skifter ejere, og de nye ejere erklærer nu aftalen definitivt ugyldig.

7. januar 2008: Ekstra Bladet kan afsløre, at DK4's tidligere ejere, Tritel Investments, sagsøger Mogens Palle for 27 millioner kroner for tabt fortjeneste på de to Kessler-stævner. Mogens Palle fremsætter ligeledes et erstatningskrav på 25 millioner kroner mod Tritel for tabt indtægt i forbindelse med den ophævede kontrakt.

18. september 2008: DK4 kræver syn og skøn fra fire boksestævner for at få en vurdering af, om kvaliteten har været tilfredsstillende. Kravet om syn og skøn bliver dog aldrig en realitet.

31. august 2009: Retten i Glostrup afsiger dom og tilkender International Entertainment ApS 25,5 mio. kr. i erstatning fra Ciac A/S plus procesrente på fem mio. kr.

5. oktober 2009: Erhvervs- og Selskabsstyrelsen meddeler, at Ciac A/S er under tvangsopløsning, fordi selskabet ikke har indleveret årsregnskab for 2008.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Mest læste i sport
Seneste i sport
EKSTRA Sport og spil