Persondata politik

Kesslers overmand i pragtkamp

Både Mikkel Kessler og Andre Ward mangler en modstander til deres næste kamp - og Andre 'Son of God' Ward er rødglødende efter ny sejr

  • Andre Ward var i en klasse for sig tidligt søndag morgen. Chad Dawson måtte ofte stå imod med ren kæbe. (Foto: AP)
« Forrige
Andre Ward var i en klasse for sig tidligt søndag morgen. Chad Dawson måtte ofte stå imod med ren kæbe. (Foto: AP)
1 af 3
Næste »
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

Hent flere

 

'SOG! SOG! SOG!' messede publikum i Oakland i Californien undervejs og bagefter, da den amerikanske superbokser Andre 'SOG' Ward tidligt søndag morgen dansk tid besejrede landsmanden Chad Dawson på teknisk knockout.

'SOG' - Son of God.

Store dele af bokseverdenen havde forventet en halvkedelig kamp mellem de to verdensklasseboksere, der er kendt for taktiske opgør. Men det blev noget helt andet, da Mikkel Kesslers overmand fra 2009, den olympiske guldvinder Andre Ward, vandt på teknisk knockout i 10. omgang.

Den ubesejrede WBC/WBA-mester i supermellemvægt var ganske enkelt i en klasse for sig med en hurtighed, balance, taktisk kløgt og præcision i slagene, som vel kun bokseikoner som Floyd Mayweather Jr og Manny Pacquiao kan mønstre.

'SOG' havde Dawson i gulvet i både 3. og 4. omgang for store venstre hooks. Dawson, regerende WBC-mester i letsværvægt, reddede sig efter sine tællinger - og efter enorme vanskeligheder - videre i kampen på råstyrke.

Uddelte en enkelt skalle
Den naturligt større Dawson, der ligesom Ward er rangeret blandt de allerbedste boksere i verden på tværs af alle vægtklasser, fik bedre greb om kampen hen ad vejen, men Ward vandt stort set alle omgange og stoppede i 10. omgang sin modstander med en serie af 6-7 slag fra alle vinkler, der alle ramte med stor nøjagtighed.

Dawson opgav efter sin tælling. Han var slukket. Kampleder Steve Smoker skånede ham for mere.

Ubesejrede Ward afslørede ikke meget om sine videre planer efter kampen, men en kamp mod danske Mikkel Kessler har længe stået øverst på ønskelisten for den ærekære, dybt religiøse 'Son of God'.

Danskeren blev den første i en lang række af klassemodstandere - bl.a. Arthur Abraham og Carl Froch - som Andre Ward har besejret på sin vej mod den absolutte boksetop i USA og verden. Og Ward-lejren har siden fået massiv kritik for alskens dirty tricks både i og uden for ringen, bl.a. de 'tilfældige' skaller, som 'Son of God' diskede op med i sin erobring af Kesslers WBC-bælte i 2009.

Den 28-årige amerikaner fik også lige sat en tilfældig skalle og en flænge ind på Chad Dawson undervejs til sejren søndag morgen.

En Kessler-kamp ville blive et brag
En kamp mellem Mikkel Kessler og Andre Ward giver god mening for både danskerens promotorer i Team Sauerland og Wards promotor Dan Goosen. Spørgsmålet er, hvornår kassekampen giver mest mening, når der tages med i ligningen, at Kessler har meget få kampe tilbage.

Danskeren har et stort navn i bokseverdenen, især i Europa, og Wards navn er efterhånden mindst lige så stort. Ward har stadig noget at bevise, især overfor Kessler, og han vil formentlig forvente at kunne besejre den tidligere fire-dobbelte verdensmester, der er fem år ældre.

Én ting er helt sikkert: 'The Viking Warrior' får det meget svært, hvis han en gang til rejser til Oracle Arena for at møde Ward. Den Oakland-fødte Ward har i sin millionhjemby - og efterhånden også i hele San Francisco Bay Area - fået en solid fanskare af et sært, religiøst tilsnit. Det i et område af USA, der aldrig tidligere har fostret store boksestjerner, og i en arbejderby, der nærmest kun er kendt for at have fostret Hells Angels.

De beskidte tricks bliver benyttet med stor rutine i Oakland, og Ward beviste søndag morgen endegyldigt, at han er en helt fantastisk bokser.

Se også:

Se også: Kessler i uhyggelig knockout-sejr

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik