Ceylan tvunget til titelforsvar på udebane: Han bliver ikke noget problem

- Han ser ikke sindssygt skarp ud. Han virker langsom og er ikke på mit niveau, siger en selvsikker europamester før juli-kamp i Barcelona

Den danske europamester Dennis Ceylan må en tur på udebane for at forsvare bæltet, men det anser han ikke for at være noget problem. Foto: Claus Bonnerup
Den danske europamester Dennis Ceylan må en tur på udebane for at forsvare bæltet, men det anser han ikke for at være noget problem. Foto: Claus Bonnerup

Den danske europamester i fjervægt, Dennis Ceylan, må tage en tur til Barcelona for at forsvare bæltet i en obligatorisk titelkamp den 22. juli. Her møder han Marc Vidal, hvis promotor tirsdag vandt purseoffer på kampen.

- Selvfølgelig havde jeg hellere bokset på hjemmebane, men han er ikke ret god, og det er nok grunden til, at Sauerland tabte det purse offer, lyder det med selvsikkerhedens ro fra europamesteren, der har kigget lidt på Vidal på youtube.

- Han ser ikke sindssygt skarp ud. Han virker langsom og er ikke på mit niveau.

På papiret ligner den 28-årige spanier da heller ikke nogen voldsomt skræmmende modstander for den hurtige og teknisk velfunderede dansker.

Han kvalificerede sig som EM-udfordrer, da han i januar vandt med dommerstemmerne 2-1 i den såkaldte EU-titel over sin landsmand, Sergio Prado, som Ceylan besejrede for to år siden i Ballerup.

Og ud af sine 14 kampe har han tabt en og bokset hele fire uafgjort. Kun en enkelt af de ni sejre er hentet via en ren knockout.

Dennis Ceylan blev europamester i oktober, da han i Frederikshavn besejrede den britiske bulldog Ryan Walsh med dommerstemmerne 2-1.

Han forsvarede titlen i Aarhus i marts, da endnu en brite, Isaac Lowe, nikkede ham en skalle, som flækkede hans venstre øjenbryn, hvorefter udfordreren blev taberdømt efter 'teknisk uafgjort'.

Se afslutningen her:

- Den kamp viste, at alt kan ske i boksning, så vi kommer – som altid – velforberedte til kampen, og det kan da også godt blive en oplevelse for mig at bokse på udebane, siger danskeren, som efter skalle-dramaet var bekymret for, at skaden fremover kan blive et problem, som modstanderne kan forsøge at udnytte.

- Men den er helet rigtig flot. Det er stadig en smule ømt, men jeg har allerede sparret i ringen, og jeg frygter ikke for den nu, siger Dennis Ceylan, som forventer at være tilbage foran et dansk publikum til efteråret.

28-årige Dennis Ceylan har før bokset udenfor Danmarks grænser, nemlig en gang i Finland og tre gange i Tyskland. Han er ubesejret men står noteret for to uafgjorte i sine 20 professionelle kampe.

Se også: Chokeret efter skalle-drama: Dansk EM-helt frygter for fremtiden

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen