Boksning

Gert Bos kone har fået visum: Nu henter han familien hjem

På fredag i næste uge kan Gert Bo sætte sig i bilen og køre mod Ukraine for at få sin lille familie hjem til Danmark

  • Nu kan den lille familie snart vende hjem til Danmark (Privatfoto)
Nu kan den lille familie snart vende hjem til Danmark (Privatfoto)

Onsdag blev en glædens dag for den tidligere mesterbokser Gert Bo Jacobsen, da beskeden om et udstedt visum til hans ukrainske kone langt om længe var blevet udstedt.

54-årige Gert Bo måtte igennem et sandt mareridt, da han i maj 2015 fik afslag fra Udlændingestyrelsen om en familiesammeføring med sin dengang 23-årige kone Yana Beloborodova.

Afslaget betød, at Yana måtte rejse tilbage til Ukraine sammen med parrets få måneder gamle søn, mens Gert Bo måtte blive i Danmark og passe sit arbejde.

I mellemtiden har konen og sønnen boet i en lille lejlighed i Lviv, mens de har ventet på, at de kunne få en opholdstilladelse i Danmark.

Se også: Gert Bo får konen smidt ud af landet

I december fik de positivt svar, og nu er sidste sten endelig ryddet af vejen, da Yana Beloborodova fik sit visum onsdag. Det betyder, at Gert Bo nu langt om længe kan få sin familie hjem.

Selvom Gert Bo er glad for det, ærgrer han sig stadig over forløbet i sagen.

- Det har været et mareridt, og det er bare ikke i orden, der skal gå så lang tid. Det var den 14. december, hun fik opholdstilladelsen, men først nu at visummet kom, fortæller Gert Bo til Ekstra Bladet.

I dag fredag d. 22 januar fylder parrets søn et år, men sønnens store dag bliver uden faren.

- Det er det mest irriterende ved det langstrakte forløb, at jeg ikke kan være med til at fejre ham på fødselsdagen. Men selvfølgelig er jeg glad for, at det langt om længe er ovre, siger eks-bokseren.

Se også: Lettet Gert Bo får familien hjem: Min dreng kan ikke kende mig

Fredag i næste uge sætter Gert Bo sig derfor ind i bilen og kører den lange tur mod Ukraine for at hente sin familie hjem til Danmark.

Når der står februar på kalenderen, så kan den lille familie atter forsøge at stable en tilværelse på benene i Danmark.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen