Persondata politik

Golfkomet spår dansk superresultat

Thorbjørn Olesen tror på et godt resultat af en af de fire danske deltagere i golfturneringen British Open

Seneste i Sport

Mest læste i sport

Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

 

Thorbjørn Olesen røg ud af major-turneringen British Open efter de to første dage sidste år. Men i år satser det spirende danske golftalent på at nå med i de afgørende finaledage, hvor et dansk superresultat kan vente.

Ud over Thorbjørn Olesen er rutinerede Thomas Bjørn og Anders Hansen med, og desuden tæller deltagerlisten også British Open-debutanten Morten Ørum Madsen.

- Det er meget imponerende at have fire danskere med. Det gør det lidt sjovere.

- Jeg synes, der er gode muligheder for et dansk superresultat i denne her uge. Anders og Thomas har spillet godt i lang tid, siger Thorbjørn Olesen.

Vil snige sig med i toppen
Med runder i 73 og 74 slag ved British Open formåede Thorbjørn Olesen ikke at kvalificere sig til finalerunderne sidste år. Det skal der laves om på i år - gerne med en toppræstation.

- Jeg missede cuttet med et par slag sidste år, men jeg har fået meget mere erfaring siden da.

- Det er svært, for det er alle de bedste, som er samlet. Men jeg synes selv, at jeg har gode muligheder for at lave et godt resultat, siger han og tilføjer:

- Jeg har også en målsætning, som lyder på mere end bare at klare cuttet. Jeg ved, det bliver svært, men målsætningen er at lave et godt resultat og se, om jeg kan snige mig op i toppen.

Går efter sæsonens anden sejr
I april vandt Thorbjørn Olesen European Tour-turneringen Sicilian Open, hvilket var hans store gennembrud på den internationale golfscene.

- Det at vinde er et stort skridt frem for at blive nummer to og tre. At vide, man kan vinde, betyder meget.

- Inden sæsonen begyndte, var det min målsætning at vinde på Europa Touren, og det var fedt at gøre det så tidligt. Nu kunne jeg godt tænke mig at vinde min anden sejr. Og det går jeg efter, forklarer den 22-årige dansker.

Thorbjørn Olesen skal i aktion i dag klokken 11.37 dansk tid og går rundt med sydafrikaneren Thomas Aiken og amerikaneren Troy Matteson.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Peder Nederland Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik