Kevin Magnussen tog lørdag sin tredje pole position i sæsonen i 2012 Formula
Renault.
På en våd Silverstone førte Carlin-køreren længe kvalifikationen, inden han faldt tilbage på andenpladsen. I de sidste to minutter lykkedes det dog det danske motorsportstalent at sætte en ny, hurtigste tid.
- Jeg havde en bil, der gav mig muligheden for at give fuld gas i dag, siger Magnussen i en pressemeddelelse.
- Vi vidste, vi havde et godt set-up i går, og jeg følte mig godt tilpas i bilen fra starten af kvalifikationen. Jeg er meget glad på egne og teamets vegne over den her pole position, teamet har lagt meget arbejde i det, lyder det fra 19-årige Magnussen.
Kevin Magnussen ligger trods de tre pole positions i sæsonen blot nummer 7 i 2012 Formula Renault, efter at han to gange har måtte opgive at fuldføre et løb.
Marco Sørensen ligger nummer 4 i kampen om mesterskabet. Han starter på Silverstone som nummer ni på grid'en.
