Formel 1

Alonsos vanvittige ulykke: 'Du flyver og ser skiftevis himlen og jorden'

McLaren-stjernen Fernando Alonso fik en meget skidt sæsondebut, da GP'et i Australien sluttede med en lufttur og en smadret racer

Alonso og Gutirrez i vanvittigt crash.
1/2
Næste »

Formel 1-sæsonen blev skudt i gang søndag morgen i australske Melbourne, og den fornemme motorsportsserie er åbnet med masser af dramatik.

For Kevin Magnussen begyndte det skidt med en punktering, men den modgang er det rene vand i forhold til, hvad der ramte manden, som i sin tid pressede ham ud hos McLaren.

For den spanske superstjerne Fernando Alonso vil med garanti ikke huske 2016-versionen af det australske GP med varme følelser.

Den tidligere verdensmester var nemlig hovedperson i et voldsomt uheld, der kunne være endt meget værre, end det heldigvis blev tilfældet.

Spanieren forsøgte at overhale Haas' Esteban Gutierrez, men manøvren gik helt galt. McLaren-stjernens racer endte med en spektakulær lufttur, inden den blev knust til pindebrænde i sving tre på Albert Park.

Uheldet efterlod både tilskuere og tv-seere med hjerterne helt oppe i halsen, men nærmest mirakuløst kunne både Alonso og Gutierrez gå fra episoden.

fer.jpg Formel 1 - 20. mar. 2016 Drømmeræs: Ferrari smed sejr i australsk action-drama

Fernando Alonso fik en møgstart på 2016. (Foto: All Over Press) Fernando Alonso fik en møgstart på 2016. (Foto: All Over Press)

Efterfølgende var det da også en lettet spansk McLaren-stjerne, der gjorde status på sit eget helbred foran rullende tv-kameraer. Omend reaktionen også bar præg af skuffelse i sportsligt regi.

- Jeg har det ok. Jeg er en lille smule skuffet, fordi vi missede muligheden for at få point. Det er det første, man tænker på lige nu. Men selvfølgelig er man taknemmelig for, at man er i live. Intet skete. Ingen skader. Ikke noget seriøst, siger Alonso.

- Men den anden tanke er, at man med det samme tænker på frustrationen over ikke at have fuldført løbet. Og det er klart, at vi har mistet en ’power unit’, da bilen er helt ødelagt. Det er trist, men det er sådan, det er.

- Vi risikerer vores liv hver gang, vi sætter os i raceren. Det må vi ikke glemme. Og når disse ting sker, skal man være glad for, at jeg står her og kan tale med jer, lød det fra Alonso.

Verdensmesteren fra 2005 og 2006 havde umiddelbart svært ved at forklare, hvad der var den direkte årsag til det dramatiske uheld. Men han anerkender, at han sandsynligvis ikke er helt uskyldig.

- Det er svært at sige (hvad der forårsagede uheldet, red.). Det kan være en kombination af flere ting. Det eneste, jeg kan sige for mit eget vedkommende, er, at jeg forsøgte at komme ind i slipstrømmen. Jeg forsøgte at overhale ham (Esteban Gutierrez, red.) ved at gå på ydresiden i sidste øjeblik, siger Alonso.

- Måske var det en smule for sent, fordi du glipper bremsetidspunktet, når du er så fokuseret på slipstrømmen. Måske forventede han ikke det træk fra mig? Der kan være mange årsager til det. Men vi er begge ok, og det er det vigtigste.

Begge chauffører kunne gå fra ulykken. (Foto: PA) Begge chauffører kunne gå fra ulykken. (Foto: PA)

Alonso var selv i stand til at forlade sin McLaren-racer, hvilket udefra set kunne betegnes som et mindre mirakel, efter at det var blevet til flere kolbøtter i luften, inden McLaren-raceren ramte barrieren. Det var dramatisk, hvilket spanierens egen udlægning af situationen også indikerede.

- Du ved ikke med sikkerhed, hvor du er. Du flyver bare og ser skiftevis himlen og jorden. Da bilen så lå stille, så jeg et lille hul, hvor jeg kunne kravle ud, siger han.

-Jeg kom hurtigt ud for at sørge for, at folk ikke skulle være bekymrede. Og så vidste jeg ikke, hvor jer var, fordi jeg stod så langt fra banen på grund af flyveturen. Det var skræmmende.

- Men ærlig talt er der god sikkerhed i Formel 1 lige nu, og vi er nødt til at takke FIA for al det arbejde, der er gjort i løbet af de seneste år.

Efter uheldet blev løbet stoppet med rødt flag, mens skaderne på barrieren blev udbedret. Da der blev givet grønt lys til race igen, endte det til sidst med en sejr til Nico Rosberg, som vandt foran den regerende verdensmester Lewis Hamilton.

Ferraris Sebastian Vettel, der længe så ud til at vinde løbet, måtte tage til takke med tredjepladsen, som også var placeringen, hvorfra han begyndte det australske grandprix.

Kevin Magnussen sluttede som nummer 12 efter at have været ramt af en punktering i begyndelsen. Renault-holdkammeraten Jolyon Palmer blev nummer 11 og fik dermed heller ikke nogen point.

Se Fernando Alonso tale om det voldsomme uheld her:
 

VM-stillingen i Formel 1 efter årets første grandprix

1. Nico Rosberg (Mercedes) 25 point

2. Lewis Hamilton (Mercedes) 18 point

3. Sebastian Vettel (Ferrari) 15 point

4. Daniel Ricciardo (Red Bull) 12 point

5. Felipe Massa (Williams) 10 point

6. Romain Grosjean (Haas) 8 point

7. Nico Hülkenberg (Force India) 6 point

8. Valtteri Bottas (Williams) 4 point

9. Carlos Sainz jr. (Toro Rosso) 2 point

10. Max Verstappen (Toro Rosso) 1 point

11. Jolyon Palmer (Renault ) 0 point

12. Kevin Magnussen (Renault) 0 point

(...)

I alt står 12 kørere noteret uden point efter sæsonens første løb.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport

Seneste i Formel 1

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen