Kontroversiel ekspert: Derfor er Kevin del af beskidt F1-duo

Carlos Sainz og Kevin Magnussen er ved at være unfair i stedet for at være hårde, mener kontroversielle Jacques Villeneuve - danskeren tager kritikken roligt

Carlos Sainz og Kevin Magnussen har haft flere opgør i denne sæsonen. Blandt andet i Spanien.

SEPANG (Ekstra Bladet): Aggressiv, men fair. Kevin Magnussens kørsel har været under lup siden episoden med Nico Hülkenberg i Ungarn og senest i tæt kamp mod Fernando Alonso i Malaysia.

Selv om den gængse opfattelse er, at den 24-årige dansker ikke tester grænserne mere end de fleste andre kørere på gridden, er særligt én Formel 1-ekspert uenig.

1997-verdensmesteren Jacques Villeneuve var ude med riven efter bataljen på Hungaroring og er Kevin Magnussens nok største kritiker.

Den fransk-canadiske nuværende ekspert for italiensk Sky placerer danskeren i samme kategori som den kommende Renault-kører Carlos Sainz Jr. og til dels Max Verstappen som sportens mest beskidte.

Laver dumme ting
- Der er en stor forskel på beskidt kørsel og hård kørsel. Beskidt kørsel er, når man kører med nul respekt for modstanderen. Hvis man snor sig ned ad langsiden, skubber andre af banen med vilje og den slags, siger Villeneuve, da Ekstra Bladet taler med ham i paddocken.

- Der er en trend med de yngre kørere, for de bliver ikke straffet for det i Formel 4, de bliver ikke straffet for det i Formel 3. De laver virkelig dumme ting; så når de Formel 1 og tror, at det er et videospil.

Og det er det ikke.

Kevin Magnussen og Carlos Sainz efter løbet i Aserbajdsjan. Foto: imago/Crash Media Group/All Over Press
Kevin Magnussen og Carlos Sainz efter løbet i Aserbajdsjan. Foto: imago/Crash Media Group/All Over Press

- Det er kun et spørgsmål om respekt. Du bør ikke gøre mod andre, hvad du ikke har lyst til, at de gør ved dig. Så simpelt er det. Du skal gøre det svært, men give dem chancen. Ikke sætte dem i væggen eller bevæge dig på langsiden, så den anden må bremse som i Ungarn-episoden.

- Du kan visuelt se, at tankeprocessen er: Jeg vil skubbe ham af banen. Det er forkert, mener Villeneuve.

- Hvor mange på den nuværende grid vil du betegne som beskidte?

- Sainz. Kevin har gjort sig upopulær ved mange, så den er simpel. Max (Verstappen) var, men endnu ikke i år. Måske fordi han ligger i front, og han bevæger sig fremad. Men indtil sidste år var han, denne sæson har han været ren. De to største er Sainz og Kevin, mener han.

Spanieren lavede også en kontroversiel aktion på Sepang International Circuit, da han kørte ind i Esteban Ocon og forårsagede en punktering på Force India-raceren. Dommerne fandt den ikke alvorlig nok til nærmere gennemsyn.  

Carlos Sainz og Kevin Magnussen i kamp om placeringer på vej ud af pitten i Barcelona. Foto: imago/Action Plus/All Over Press
Carlos Sainz og Kevin Magnussen i kamp om placeringer på vej ud af pitten i Barcelona. Foto: imago/Action Plus/All Over Press
 

Den erfarne racerkører er ikke bleg for at indtage kontroversielle holdninger; nogle gange den modsatte af alle andre.

Han forventer ikke, at hverken Carlos Sainz eller Kevin Magnussen skifter stil.

- Det er ret let at gøre, men det er en attitude-ting. Medmindre du forstår det, hvordan kan du ændre dig? Nogle kørere gør det altid, og andre kørere har det dårligt med det og lader være. Det er bare menneskelig natur.

- Men jeg tror det ikke, når man lytter til kommentarerne. Det lyder ikke som en, der mener, han måske gjorde noget, han ikke burde. Jeg tror ikke, der kommer en ændring der. Medmindre FIA (det internationale motorsportsforbund, red.) skrider ind, siger Villeneuve.

Forskelsbehandlet
Hos Haas har man både i sidste sæson og denne ofte følt sig forskelsbehandlet, når der er blevet uddelt straffe for kørernes opførsel på banen.

Som et lille team er man udsat, mens de større navne er sluppet for påtale, når de har gjort noget forkert.

Det argument køber Jacques Villeneuve ikke.

- FIA har taget let på det emne. Meget afslappet. Men ja, nogle er blevet straffet for ingenting, mens andre er sluppet for straf, når de fortjente det, siger fransk-canadieren, der ligesom de fleste andre heller ikke synes, straffene i Formel 1 er ensartede.

Kevin Magnussen tog Villeneuves kritik meget afslappet, da Ekstra Bladet bragte emnet på banen. Han kommer ikke til at miste nattesøvn over kommentarerne.

- Det er der ingen grund til. Han er ikke vigtig, siger danskeren.

Den tidligere F1-verdensmester og Indy 500-vinder Jacques Villeneuve (t.v.) er nu ekspert for italiensk Sky TV. Foto: imago/Crash Media Group/All Over Press
Den tidligere F1-verdensmester og Indy 500-vinder Jacques Villeneuve (t.v.) er nu ekspert for italiensk Sky TV. Foto: imago/Crash Media Group/All Over Press

Flere bad boys i Formel 1

Nogle af Formel 1-historiens største stjerner var (og er) også de mest hensynsløse:

Michael Schumacher (syv verdensmesterskaber): I 1994 førte Schumacher VM-stillingen med et point foran Damon Hill før sidste løb. Tyskeren beskadigede sin Benetton, og da Hill forsøgte at overhale, kørte de sammen.

Dommerne kaldte det en løbshændelse, og Schumacher vandt sin første titel. I 1997 prøvede han et lignede trick på Jacques Villeneuve; denne gang mislykkedes det, og dommen faldt, efter sæsonen var slut: Diskvalifikation, så tyskerens samlede andenplads den sæson tæller ikke. Selv i sin anden karriere var Schumacher kompromisløs. I 2010 blev han straffet for farlig kørsel over for sin tidligere teamkammerat Rubens Barichello, om end de ikke rørte hinanden.

Sebastian Vettel (fire verdensmesterskaber): Tyskeren har også evnen til at være en hård nød og huskes især for en episode på Monza i 2012, hvor han tvang Fernando Alonso af banen - manøvren blev takseret til en tur gennem pitten. Og tidligere i år krævede mange iagttagere, at der blev statueret et eksempel, da Sebastian Vettel i Baku blev så rasende på Lewis Hamilton i forbindelse med en safetycar-genstart, at han kørte op på siden og ind i rivalen. Efter at have undskyldt slap han med en mindre straf i løbet plus lidt samfundstjeneste.

Ayrton Senna (tre verdensmesterskaber): Legenden ville vinde for enhver pris og beviste det i 1990, da han var utilfreds med den side af banen, som han fra pole-position skulle starte sæsonfinalen fra. Da rivalen Alain Prost forsøgte at overhale i første sving, kørte han franskmanden af banen, så brasilianeren sikrede mesterskabet.

Se også: Mirakuløst F1-comeback udløser vildt raseri: 'Han var ulidelig dengang'

Se også: Efter 'beskidte' beskyldninger: Ekspert frikender Kevin

Se også: Tidligere mester slagter Kevin: Han kører unormalt og arrogant

Niki Lauda er at finde i top-ti, og østrigeren er stadig at finde i Formel 1 - som tv-ekspert og som rådgiver for Mercedes. (Foto: Jan Sommer) Sport og Spil Lynhurtige legender: Formel 1's 25 største kørere

kommentarer
Vis kommentarer

 

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen