Tæt på Kevins comeback: Bananer, surfbræt og lækre detaljer

Kevin Magnussen er tilbage i Formel 1 – med en mindeværdig 12. plads. Ekstra Bladet fulgte ham fra tætteste hold

ONSDAG: Kevin Magnussens tur til Australien begyndte i Sydney, hvor kørerne skulle optage en promo-video til lanceringen af RS16-racerens farve. Den gule show-bil blev sejlet ind på et surfbræt – derfor den afslappende påklædning. (Foto: Jan Sommer)
ONSDAG: Kevin Magnussens tur til Australien begyndte i Sydney, hvor kørerne skulle optage en promo-video til lanceringen af RS16-racerens farve. Den gule show-bil blev sejlet ind på et surfbræt – derfor den afslappende påklædning. (Foto: Jan Sommer)

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Løbet i Australien har en særlig plads i hjertet for de fleste Formel 1-kørere. Hovedparten af dem har debuteret her.

I Kevin Magnussens tilfælde har han nu tre vidt forskellige minder fra tre vidt forskellige løb på Albert Park.

For to år siden den historiske andenplads.

Sidste år brændte motoren sammen på vej mod startgridden som Fernando Alonsos afløser.

Og i går spillede han en mindeværdig birolle i et fremragende Formel 1-løb vundet af Nico Rosberg efter tæt dyst og skiftende føringer med Ferraris Sebastian Vettel.

Uheldigvis punkterede danskeren før tredje sving – uden kontakt med nogen andre biler, forsikrede han – og så var point uden for rækkevidde.

Her punkterer Magnussen - og hans drømme om point:

Alligevel kørte han sig op fra en placering som nummer 21 til 12. pladsen lige bag holdkammeraten Jolyon Palmer.

Sent søndag aften steg han på Emirates’ Airbus 380’er med kurs mod Dubai og siden Roskilde med denne følelse:

- Det har ikke været en god weekend for mig. Der har været småproblemer, softwareproblemer, kontrol-problemer, der har drillet. Det nye kvalsystem gik ikke min vej, men jeg synes, vi har forbedret en masse ting og indset, at vi ikke er så langt bagefter.

- Fra min følelse i bilen skulle vi have haft point. Jeg skulle have haft en normal start og have fyret den af derfra. Vi var hurtige nok til at overhale folk, og den her bane er ikke nem at overhale på. Det var fedt, men også ærgerligt, sagde Kevin Magnussen.

Han var positivt overrasket over Renaults fart i løbet. Det samme var sportschef Frederic Vasseur, som gerne ville have haft point med sig hjem, men godkendte teamets indsats.

- Vi kan ikke give Kevin skylden for punkteringen. Lige nu ved vi ikke præcist, hvad der skete. Begge kørte en fejlfri weekend, og vi er meget tilfredse med deres præstationer. Vi forventede et godt stykke arbejde af dem, og det fik vi, sagde franskmanden.

Allerede om halvanden uge kører Formel 1-karavanen i Bahrain.

1 af 11 TORSDAG: Tilbage i Formel 1-paddocken med et stort smil og noget større mod på løbet end i fjor. Reservetjansen sidste år var dømt til at mislykkes med den teknisk håbløse McLaren-Honda. Om aftenen delte den danske racerkører på sociale medier et billede i denne mundering ved siden af en halvt skrællet banan med kommentaren #teambanana (Foto: Jan Sommer)
2 af 11 TORSDAG: Renault-kørerne er til at få øje på både på banen, og når de bevæger sig rundt i den gule køredragt. Her stiller Kevin Magnussen op til den årlige portrætfotografering. (Foto: Jan Sommer)
3 af 11 TORSDAG: Om aftenen er det tid til den såkaldte track-walk, hvor kørerne og deres team inspicerer banen til fods. Renaults reservekører Esteban Ocon (t.h.) suger viden til sig fra sin ældre team-kammerat. (Foto: Jan Sommer)
4 af 11 FREDAG: Endelig tilbage i bilen. Men sådan tilbragte Kevin Magnussen alt for meget af sin fredag, hvor træningen regnede væk. På den højre skærm vises tv-transmissionen, på den venstre en række tekniske data a la dæktemperatur, bremsetryk og gearskift. Ekstra Bladets fotograf fik eksklusiv adgang til garagen – men eksempelvis den venstre skærm må der ikke vises billeder, af konkurrencehensyn … (Foto: Jan Sommer)
5 af 11 LØRDAG: Vejret artede sig i Melbourne, hvor den tidlige træning endelig bød på mange tiltrængte omgange. (Foto: Jan Sommer)
6 af 11 LØRDAG: Under kvalifikationen låste hjulene et par gange for Kevin Magnussen. Fejlene betød, at holdkammeraten Jolyon Palmer begyndte løbet en placering bedre. Renault-kørerne kan dog godt vænne sig til startrække syv og otte – dens niveau er uden for top ti. (Foto: Jan Sommer)
7 af 11 SØNDAG: Grandprixet i Melbourne har nogle af kalenderens mest entusiastiske fans. Selv om deres lokale Dan ’The Man’ Ricciardo er favoritten, er der også rift om de andre køreres autograf. (Foto: Jan Sommer)
8 af 11 SØNDAG: Nu begynder det at ligne noget. Kevin Magnussen kort tid før sit første løb som Renault-kører (Foto: Jan Sommer)
9 af 11 SØNDAG: På vej gennem første sving. Kevin Magnussen er lige i røven på sin holdkammerat og i gang med en superstart, hvor begge McLaren-racere bliver kørt agterud. Sekunder efter punkterer han og må i pit. (Foto: Jan Sommer)
10 af 11 SØNDAG: Grandprixet slutter med denne lækre detalje af en overhaling. Fra at være en omgang bagud kører Kevin Magnussen her forbi Force Indias Sergio Perez og ind på en 12. plads lige efter sin teamkammerat. (Foto: Jan Sommer)
11 af 11 ONSDAG: Kevin Magnussens tur til Australien begyndte i Sydney, hvor kørerne skulle optage en promo-video til lanceringen af RS16-racerens farve. Den gule show-bil blev sejlet ind på et surfbræt – derfor den afslappende påklædning. (Foto: Jan Sommer)
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen