Watt klar til Formel 1 i København: Derfor er det en god idé

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert forestiller sig en fest uden lige, hvis cirkusset kommer til København

01:25
Sådan her bliver ruten

DET SPØRGSMÅL KOMMER man ikke uden om, når snakken falder på den mest spændende idé i dansk motorsport nogen sinde. Min første tanke, da jeg hørte om projektet, var, ’det kan da ikke lade sig gøre’.

Men så fik idéen lov at bundfælde sig lidt, og så må jeg indrømme, at jeg begyndte at tænke ’jamen, hvorfor ikke?’

Kan Danmark rumme at afholde et Formel 1-grandprix med alt, hvad det kræver – det håber og tror jeg faktisk. Man skal bare ikke undervurdere, hvad det kræver, når vi kigger på asfaltering, sikkerhedsafskærmning osv.

Og vi hører også om priser på ca. 40-50 millioner kroner – blot for betonspærringerne.

KRITISKE RØSTER er der rigeligt af, og folk taler om, at de finder det umuligt at afholde et Formel 1-løb i København, hvor der i forvejen er brok og ballade, når der afholdes Distortion.

Og er der cykelløb eller maraton, skælder byens borgere ud. Så hvad med støj og forurening i en grøn by som København, hvor mange politikere fra rød blok gerne vil have elbiler, delecykler og gågader over det hele.

Tja – man kunne anskue det fra vinklen, at man sikkert lukker mindre CO2 ud i luften i en uge, hvor tung trafik holdes ude af den del af byen, fordi 20 biler skal suse lidt rundt.

Jeg kan da allerede se for mig, at kører-præsentationen foregår ved, at Formel 1-stjernerne kører rundt på kommunens delecykler og promoverer grønne København rundt til tv-seerne i hele verden.

LAD MIG VENDE øjnene mod det sportslige aspekt af idéen.

Jeg har set det foreslåede baneforløb, og jeg bider mærke i, at det minder mig lidt om en mellemting mellem Aserbajdsjan og Monaco. Farten over Langebro vil ramme over 300 km/t., og så vil der være snørklede passager og kørsel langs havnekajen på Nørre Søgade, og om hvorvidt det er opskriften på en megafed bane, kan egentlig være ligegyldigt.

MONACOS GRANDPRIX køres på en bane, som for længst er blevet for lille i forhold til den fart, de moderne Formel 1-racere skyder – når først den lille 1,6 liters turbomotor og hybrid-teknikken får fuldt blus.

Men alligevel er løbet fortsat det mest prestigefyldte på kalenderen. Løbet afgøres på pitstrategier mere end overhalinger, men det gør ikke noget, for det er Monaco.

Omvendt har Formel 1-banen i Aserbajdsjan en langside, som giver mulighed for at overhale hele to biler ad gangen (bare spørg Kevin Magnussen). Og tænk, hvis Københavns Formel 1-bane kunne være en herlig mellemting, og vi kunne se overhalinger for enden af langsiden, så har vi hele pakken.

Rent geografisk ligger København perfekt til at afholde det mest nordliggende grandprix på kalenderen.

EN TING ER de mange tusinder af danskere, som vil møde op og heppe på K-Mag, men de kommer til at stå side om side med 10-15.000 hollændere, som tager den korte køretur op for at heppe på deres nationalhelt Max Verstappen. Tyskere, svenskere, finner har alle landsmænd, de vil heppe på – og så ligger lufthavnen og metroen perfekt til folk, som langvejsfra vil flyve til lille Danmark 
– og se ræs og drikke bajere.

Jeg spår langt over 100.000 tilskuere, og det er altså Roskilde Festival-størrelse, og når bådene lægger til langs ruten, bliver det en fest uden lige.

Jeg har tidligere nævnt, at der nok vil være folk, som skal genhuses i en lille periode, da de ikke vil kunne få adgang til deres bolig. Men mon ikke de kan lokkes med en betalt sommerferie til Gardasøen, og der vil komme yderligere udfordringer.

Bare forestil jer antallet af lyskurve og midterrabatter, som skal fjernes og genetableres, det skal nok få kritikkerne op af stolen.

JEG KAN HUSKE, at der for tre år siden skulle være opvisning af klassiske Formel 1-biler ved gaderacet i Aarhus, men embedslægen fik nedlagt forbud mod det, begrundelsen var, at støjen var sundhedsskadelig...

Håber virkelig ikke at projektet omkring et Formel 1-løb i København møder samme tåbelige modstand.

Jeg kører for resten gerne safetycar den weekend.

Se også: Kevin efter kval-skuffelse: Jeg gamblede forkert

Se også: Ferrari-præsident afviser Alonso: Glem det!

Se også: Kevins afløser godt fra start: Jagter F1-sæde

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Caroline Clante
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen