Formel 1

Vettel starter VM-titeljagten i anden række

Sebastian Vettel blev nummer fire i sæsonens sidste Formel 1-kvalifikation. Alonso blev nummer otte

  • Sebastian Vettel fik ikke den bedste optakt til finalen på GP-sæsonen. (Foto: DPA)
Sebastian Vettel fik ikke den bedste optakt til finalen på GP-sæsonen. (Foto: DPA)
 

Sebastian Vettel skal søndag forsvare sin føring i Formel 1-stillingen, når sæsonens sidste VM-afdeling køres på Interlagos-banen i Brasilien.

Og det kommer til at ske fra anden startrække, eftersom tyskeren satte fjerdehurtigste kvalifikationstid lørdag.

Vettel så ellers længe ud til at trække sorteper i kvalifikationen, efter at en kørefejl i begyndelsen af tredje og sidste kvalifikationsafsnit havde sat ham langt tilbage.

Se også: Schumacher gør klar til at sige farvel

Men på allersidste omgang fik han stablet en fornuftig tid på benene, som endda var bedre end hans nærmeste konkurrent i VM-stillingen, Fernando Alonso.

Den spanske Ferrari-kører skuffede og sluttede på ottendepladsen i kvalifikationen. Det betyder, at der ligger et større arbejde foran ham, hvis Vettels 13 points-forspring skal elimineres og drømmen om en ny VM-titel skal realiseres.

Hurtigst var Lewis Hamilton, der søndag får lov at starte i pole position, endda med holdkammeraten Jenson Button ved siden af sig.

Se også: Sauber har næste års kørere på plads

Kvalifikationen blev derimod ikke nogen stor oplevelse for Michael Schumacher. Den 43-årige tysker, der søndag kører sit sidste Formel 1-løb, måtte nøjes med en 14.-plads i kvalifikationen og starter altså langt nede i rækkerne.

Så gik det bedre for Felipe Massa, der på sin brasilianske hjemmebane sikrede sig en femteplads og et fint udgangspunkt inden løbet, der begynder klokken 17 dansk tid.

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Ledende digital redaktør:Anders Refnov
EKSTRA-redaktør:Lisbeth Langwadt
Nyhedsredaktør lige nu:Peter Roelsgaard
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk