PARKEN (ekstrabladet.dk): - Jeg føler mig flov. Det er jo ikke mig det her.
Jeg kan jo ikke have mistet talentet over vinteren.
Speedwaykøreren Kenneth Bjerre drømmer om Grand Prix-sejre og en VM-titel, men lige nu indtager han 14. pladsen i VM-stillingen, for heller ikke Grand Prixet på hjemmebanen i Parken blev vendepunktet.
- Hvordan jeg har det. Du kan jo bare se på resultatet. Fem point. Det er røv, sagde han til Ekstra Bladet efter en samlet 12. plads.
- Lige nu har jeg bare svært ved at tro på det i Grand Prix-sammenhæng. Jeg synes ellers, at jeg følte mig klar. Men jeg er ikke hurtig nok i starterne. Alt det som plejer at virke, det virker bare ikke lige nu, sagde esbjergenseren.
Han bruger natten til at køre til Polen, hvor der venter løb i den polske liga søndag.
- Det her resultat kan jeg ikke bare sådan glemme. Det vil køre rundt i hovedet på mig, når jeg forsøger at få lidt søvn i nat. Jeg må finde ud af, hvad der er galt, sagde Kenneth Bjerre, der var ked at være med i det styrt, der kostede polske Jaroslaw Hampel en brækket ankel.
