MÅLILLA (ekstrabladet.dk): Det var kollektivets triumf, da det danske
speedway-landshold lørdag aften hentede en længe ventet – og alvorligt
tiltrængt – guldmedalje ved hold-VM.
Her havde landstræner Anders Secher blandet kortene helt rigtigt til finalen, hvor talenterne Mikkel B. Jensen og Michael Jepsen Jensen udgjorde de perfekte brikker i puslespillet med veteranerne Nicki Pedersen og Niels-Kristian Iversen.
Læs også: Se også: Dansk guldrus i VM-ræs
Og Pedersen peger på den nyfundne holdånd som den væsentligste årsag til triumfen.
- Vi vidste, at hvis alle mand leverede, så kunne vi også gøre det. Det er bare så fedt, det her, og det er så godt for dansk speedway, jubler den nu seksdobbelte verdensmester, der efter sin oprindelige skepsis har bøjet sig fuldkommen for ’ungdomsoprøret’ på landsholdet.
- Kæmpe respekt til Anders Secher. Han har truffet de rigtige beslutninger, og vi har bakket ham op hele vejen. Vi har altid sagt, at vi havde en god ’team spirit’ på landsholdet, men i de senere år er den smuldret. Nu støtter alle hinanden, og vi er ikke bange for at hjælpe hinanden, siger Pedersen, der også skabte begejstring hos datteren i privaten hjemme i Stevenage.
- Mikkeline er helt vild. Hun er så glad, griner den lige så lykkelige veteran.
Læs også: Se også: 'Større end at vinde i Parken'
I den anden ende af aldersskalaen blev 17-årige Mikkel B. Jensen alle tiders yngste verdensmester.
Og historieskrivningen blev ikke mindre fantastisk af det faktum, at den unge protegé samtidig henviste sin mentor, den australske verdensstjerne Jason Crump til andenpladsen.
- Ja, det skal vi nok lige tale om, griner den balstyrisk begejstrede teenager.
Læs også: Se også: Træners udrensning gav pote
- Vi bankede dem, og de står nok med en lang næse, for jeg tror ikke, at de regnede med os. Det var en rigtig god aften, siger den unge mand fra Glumsø, der inden løbet hentede gode råd hos legendariske Erik Gundersen.
- Jeg talte med Erik, der selv har stået i en lignende situation. Han gav mig nogle gode råd, konstaterer stortalentet, der nu har indtaget sin plads i speedway-historien.
