Karrieren på spil efter frygteligt uheld: Nu tager Nicki afgørende beslutning

Brud på nakkehvirvlen kan sætte punktum for Nicki Pedersens tid som speedway-kører, men danskeren nægter at give op og tager fredag til Polen for at teste, om han kan fortsætte karrieren

Nicki Pedersen nægter at køre speedway-cyklen i garagen foreløbig. Den 40-årige dansker forsøger sig med at comeback på trods af en brækket nakkehvirvel. (Foto: Jarek Pabijan/POLFOTO)
Nicki Pedersen nægter at køre speedway-cyklen i garagen foreløbig. Den 40-årige dansker forsøger sig med at comeback på trods af en brækket nakkehvirvel. (Foto: Jarek Pabijan/POLFOTO)

Det handler om meget vigtigere ting end VM-point, pokaler og hæder på den internationale speedway-scene.

Det drejer sig om førligheden. Risikoen for ikke at være i stand til at bevæge venstre arm. Eller ikke kunne føle noget omkring brystet.

Et voldsomt styrt i Holsted i slutningen af maj har efterladt Nicki Pedersen med brækket nakkehvirvel – og samtidig placeret ham ved et punkt, hvor han skal træffe en skæbnesvanger beslutning: Skal den 40-årige dansker indstille karrieren, eller skal han løbe en risiko ved at forsøge at fortsætte?

Det valg har den tredobbelte verdensmester grublet over de seneste dage. Og nu har han truffet en foreløbig afgørelse. Han er ikke klar til at stoppe. Han vil kæmpe videre for karrieren. Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Jeg flyver ned til Leszno i morgen (fredag, red.) og tester kroppen på en cykel. Lægerne kan ikke rigtig sige endegyldigt god for det (at fortsætte karrieren, red.). Og min fysioterapeut, Lisa Thomey, advarer også om, at hvis jeg falder på hovedet igen, kan det gå helt galt, siger Pedersen til Ekstra Bladet.

- Jeg lytter selvfølgelig til, hvad folk siger, og jeg har konfereret med mange i løbet af de seneste dage. Men det er en meget svær beslutning, og jeg er nødt til lige at prøve, siger den forhenværende verdensmester.

Ikke første gang
Trods advarsler og usikkerhed om, hvad endnu et uheld kan medføre af konsekvenser, er der ikke tale om uforsvarligt valg. Det er således samme læge, der scannede Pedersen, som har givet danskeren grønt lys til at forsøge sig med et comeback.

Men turen tilbage på den tohjulede følgesvend indbefatter selvsagt en række risici. Men sådan vil det altid være, når man sætter sig på en speedway-cykel. Som Pedersen selv proklamerede prognosen i et nyligt interview, inden han tog sin beslutning om at forsøge sig med et comeback.

- Han (lægen, red.) er mest nervøs for følingen i min venstre arm. Der er en nerve, der stikker ud til venstre arm lige ovenover der, hvor mine brud har været. Så hvis jeg brækker noget igen, kan jeg miste følingen i armen og i værste fald i brystet, sagde Nicki Pedersen.

Den danske speedway-profil har tidligere haft brud på nakkehvirvlen, da han forulykkede under et løb i september i 2016. Mindre end et år senere var uheldet altså ude igen.

Foruden svie, smerte og stribevis af tanker om karrierens fremtid, har styrtet i Holsted kostet Pedersen deltagelse i foreløbig fire grandprixer i VM-serien.

Se også: Nicki overvejer karrieren efter lægens dom

Se også: ØV! Dansk VM-optur bremset i semifinalen

Se også: Nicki i barsk kritik: De skyder sig selv i tindingen

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen